søndag den 16. september 2012

MF Estonia in memoriam


[scroll ned for at læse på dansk]

MF Estonia sank on the night of September 27th-28th 1994. 852 people died, and 137 people survived.

The main source of the following information is Henning Witte, the German lawyer practicing in Sweden and doing his work and research in connection with a case for nearly 1,000 relatives of those who died at MF Estonia, and during which he discovered that there was something terribly wrong with the case.


 Although the memeory of mainstream audience reading and listening to mainstream news seems to be extremely short these days, you as an intelligent reader may recall, that a treaty was signed between Sweden, Finland, Russia, Denmark and Great Britain (although it is not a Baltic country?), that the area in international waters where the ship is located, is forbidden ground. It was claimed to be a basic respect for the deceased lying there. This is in stark contrast to the very substance of the case that Henning Witte was hired to lead where the bereaved exactly out of respect for their relatives demanded that their bodies would be brought up so they could get an honorable burial on land.

The Treaty was in force - and still is - only to residents of those nations that have signed it, and also through Swedish military radar surveillance some activity is spottet at the site. Strangely and counter legal is also the fact that some countries have formulated a contract for a site in international waters, where international maritime rules unambiguously confirms that there can not be prevented access. Open Sea is all man's domain. Also note that the following countries have not signed the Agreement: Germany, Poland, Belarus (Kaliningrad) and Estonia, Latvia and Lithuania.

Henning Witte knew from the beginning the available information, that anyone could read and hear in excerpts popularized by the media. It is the story of the defective carriage house that suddenly opened up and flooded the car deck, after which the ship quickly sank. Focus was quickly on targeting the designer of the ship, the Meyer Shipyard of Northern Germany, and if the culprit had to be found, it would, according to mainstream accessible information, be here. Also the French company Beveritas in charge of the ship's control system was in focus. Moreover, the Swedish Maritime Administration in Nordköping as part of the national solidarity aid, it had done private tasks for the newly detached Estonian State where the ship was registered, in the search lites.

MF Estonia was a passenger ferry, which was en route from Tallinn to Stockholm. It never reached its destination since it ran into certain problems in the middle of the Baltic Sea, where it sank in 45 minutes and disappeared from the sea's and the earth's surface. Subsequently, a small storm, and it was said officially that it was due to this, the ship sank - in spite of the inversed chronology.

A commission was quickly formed a in Estonia for a survey, which was the natural relation, since the ship had its registration here. Furthermore, a commission was formed in Sweden since the dead were mostly Swedes, and also in Finland, as it was the Finns who took care of the survivors.

The Swedes came quickly out with their report. Here the responsibility was smeared onto the German shipyard. It was said to be a combination of poor design and bad weather. All believed the rapport, including the lawyer, Henning Witte, the story of the watergate and the flooding of the the car deck seemed a plausible explanation for the major public - as we all didn't know anything about ship technology. As Witte began to interview professional naval architects and marine experts, he heard quite a different story than the official.

He was told that the official explanation simply was against the laws of nature. When the officially described incident would occour, there would be 18,000 cubic meters of air trapped in a giant air pocket in the two lower floors called Deck 1 and Deck 0. The ship would be capsized in the surface for several days before it would sink. MF Estonia sank in less then one hour. The only way this would be a serious leak in the level below deck, so the air could slip into the water. The professional experts in shipbuilding was not afraid to state that the Swedish commission report was full of lies.

Then came the interviews with survivors of the shipwreck. Statements were made of sounds of several explosions before the sinking. These statements had been omitted from the commission's report and by Swedish and Finnish police. For this very reason, these witnesses were rather frightened when they approaced Henning Witte. They had also been exposed to some very strange behavior from the special police force who quickly had encased them aboard the Finnish vessel, that picked them up. They were not allowed to have conversations with each other or other and were almost treated like criminals.

The journalist Jutta Rabe, who was employed at the media agency that counts as the most serious written media in Germany, Der Spiegel, contacted 1996 Henning Witte, and told that she had come across quite a few oddities in the case, and that she was contacted by people who had a different story than the official. A new element, arms smuggling, was hereby introduced to the story. A possible root cause for the false explanations / the lies promoted by official sources. Rabe and Witte agreed to combine their research.

One of the testimony came from a Swede sleeping in one of the inexpensive cabins on the lower floors of the ship, below the car deck. He woke up by an explosion that was so powerful that he was thrown to the opposite side of the room. He reported that it felt as if the ship had hit a rock and went aground. When he tried to get away from the place, he saw that there was water coming up from below. The official story told, that the water came from above.

There is in fact official image footage. But there is no official pictures that shows the interesting part of the hull, where there may be metal sticking out - or sticking in - from an explosion. You will see every time when approaching one of the areas where engineers and marine experts will talk about holes and leaks - you will see .. nothing!

The people who made the film, was from Scotland and employed by the company Halliburton Enterprise. The name is invariably a bell to ring. Halliburton is one of the companies that have contracts with the US government when conducting military tasks that the US Army does not want to associate with themselves. Then-Defense Secretary Dick Cheney had a top position in the company. Halliburton is one of the contracters in Iraq War. We are talking about one of the key players in the military-industrial complex.

The semi-whistleblowers were only employees of the company contracted to perform a special task. But they told - not knowing that they blew any whistle, but just being honest people - that Swedish police officers were deeply involved in the film shooting, and that they, the employees, at certain key moments received messages from the police to actually
stopfilming.

Detailed studies of the films revealed for Henning Witte and Jutta Rabe, that Halliburton peoples had made a mistake while editing the film footage taken by divers and a ROV (radio operated vehicle). Firstly, the ramp at the front of the ship was closed where it according to the official history should be left open. Here the water was supposed to have entered. It was found during filming, that you could not get into the ship from the front side, but that one had to enter from the bottom. Then the movies goes dark and you do not see any holes. But suddenly the cameras is inside the hull. The camera has, in other words, entered a place normally completely closed. Although the hole is not shown directly, this is an indirect sign of a hole in the starboard side below the waterline.

Jutta Rabe later took part in an expedition, where filming was made. From the footage here you will see more of the hull around the watergate together with metal pieces pointing outwards. This indicates a large pressure from within and will usually be interpreted as a sure sign of an explosion. Jutta Rabe was able to obtain two bits of metal cut loose and brought home. These pieces were examined by four different technical study institutes, and all found that there must have been an explosion. These studies were only shown at a few occasions, and never in Sweden. BBC also got the material but they just a fun out of it (England was a signatory to the Treaty, although the country was not involved with the incident ... or were they?). This very important material was simply suppressed.

These metal debris and explosions are not proof of the shipwreck, but only signs that bovlåsen was blown by a bomb, ie by sabotage or terrorism. It is located at the level of the car deck, and the fatal leaks must be underneath the deck.

It is uncertain whether the supposed leaks in the bottom of the ship was caused by internal or external explosions. Witnesses explained about 'scraping sounds' from the side of the ship as if there was a submarine rubbing against the hull. Psychics from Sweden contacted Henning Witte and said they could "see" a submarine, but that they could not see from which nation. That can be taken into account by temperament and worldview - or completely ignored. But you can still have different theories on a combination of internal and external damage.

This was further researched by Jutta Rabe - it was her main job as an investigative journalist (not to be confused with a desktop journalist) - and in the journalistic detective task, she thus took on, she had to at some point relate to possible motives and any responsible actors in a crime, a terrorist act. She had an informant who was a former intelligence agent, Hannelore Marek, who had worked for the Russians, stating that arms smuggling had taken place. It was about special weapons, 'space weapons', which the Russians still had a technological edge over the Americans. The Americans either succeded stealing or buying these weapons. It all took place in the period after mid-1994, when the Russians pulled out of the Baltic States, and here some of the most exotic equipment was located.

A connection can be made to the event with the submarine Kursk, the most advanced nuclear submarine, the flagship of advanced submarine technology in Russia, that suddenly sank in August 2000, when it was about to participate in an exercise in the Mediterranean. Kursk not only sank, it was lowered. You may recall that Putin behaved rather strangely, and that the Americans for officially unknown reasons donated a lot of money to the Russians subsequently. Henning Witte had revealed by sources in Swedish intelligence service, that it indeed was the Americans who sank the submarine, for they did not want competition in the field. They were in the process of implementing the New World Order, that just a year later got a boost with 9/11.

The Swedes have since 1948 been a secret member of NATO. They have always helped the Americans. Smuggler route between the Baltic states were well established. After landing in Stockholm harbor, the carriage was to be conducted via Arlanda airport and on to the United States. Besides being advanced weapons technology, it is hard to say exactly what this technology was, all according to Henning Witte and Jutta Rabe's informants in the intelligence agencies. This may be called low-profile sources. There is, however, clear indications that US soldiers in Tallinn helped loading boxes. Everything was later taken over by the Swedish military and police. This is evidence, whereas the master plan, of course, is almost impossible to get hold of.

Remember, theories are not forbidden, they are necessary in the persuit of truth. Even if theorizing is being demonized by those, who are anxious for truth NEVER to be told. But also remember, that facts must support theories. What else do we know?

We know, that there were two captains aboard the MF Estonia. Arvo Piste was the one to be replaced. He was heading for his pilot exam in the Stockholm Archipelago pm. 5 in the morning immediately after the expected arrival. The second captain, Anderson, did not survive. The media broke the news the next day that Arvo Piste had been rescued. Then Interpol sent an arrest warrant out on him, fore at that time he had disappeared!? The same happened to 8 other naval officers. They simply disappeared! We know that one was murdered. There are subsequent hints that they were transported to the United States and had been given a new identity under the witness protection program, but their relatives have not heard from them since. Were they protected or murdered? What could they tell, what would they have known and to whom would their knowledge have been a threat ?

A KGB officer had a listening post in Tallinn. A month after the sinking, he was shot down in the street in Tallinn. The leathal weapon was a pistol from the Estonian army. Had he received information about weapons transports? Henning Witte was as lawyer always wary of evidence counter-evidence. But in the movie that came up later under the name "Baltic Storm ', this angle uses the fictional freedom to spin on the loose threads. This film is interesting in many ways, in particular because of its format. It is certainly no B-movie, but a heavy Hollywood production with big budget and top actors like Gretha Scacchi and Donald Sutherland - he even has a love scene with the Danish, now German resident singer Gitte Hænning, in a cabin! And any resemblance to the living and deceased people and events in the film is completely intentional, of course ...

It will be be all fair to name both the Estonia incident and Kursk incident as a kind of extension of the Cold War. They fall completely within the scheme. You could call The Cold War WW3 or WW2 that never ceased. Same-same, and whatever called the connection is clear and direct. And now the War Party is trying to revive/promote a Cold War and WW3 at the same time in the Middle East and in the Ukraine!

As with the case with The Titanic - the ship that never sank - subsequently an organized cover-up took place. Always remember after an operation, be it a terror act, be it a false flag or be it any state sanctioned robbery: the cover-up. Any curiosity from any media is to be prevented according to the counter-information-manual of the Deep State. The case of the Treaty, even though nations according to international maritime law can not control international waters, is significant. It is neutral ground. Yet certain leaders of governments made an exclusive agreement as if they just urinated up the toilet wall at a conference venue, while agreing to something that the other participants would not know - one privy high-level agreement! Sweden and Finland at this 'high-level' agreed that their citizens were not allowed to approach the site.

A completely ridiculous detail the Swede's zealing of the wreck of MF Estonia was, that they tried to get Lichtenstein and Luxembourg to sign, although none of these miniput countries had an inch of coastline or other 'fleet' than a couple of rowing boats in a puddle. Henning Witte interfered when the Swedes approached the German government, and the government was convinced that there should be no signing.

You can recall the plans to cover the wreck with cement (the cover-up ...). The Swedish state had already paid for it. But it could not be done because of the weak seabed at the place where the ship was located. The Swedes then lied about why they abandoned the project and said, that it was for the sake of protests from the relatives - a blatant piece of hypocracy.

The leader of the group of relatives who Henning Witte was working for, stated in 1997 that he had received a phone call from a Swede with an American accent, who encouraged him to try all possibilities to get the bodies rescued because, as the voice said:
'They are in very well preserved condition, and I know, because I've just been down there to salvage some important papers from a truck'. He told, he was working for the US government. There is also a report that the wreck has changed position, the ramp has changed position, and so on. There has been much activity at the site, and everything that has remained at that level of military equipment, of course, have long since been removed. The funny treaty in other words, brought the activity to work.

The American Gregg Beames was on the diving-ekspedion by Jutta Rabe participated in. It was said about this man, that he was the person who had to ensure that the Swedes made their cover-up correctly. He also came up with a lot of money. During the expedition, however, a curious incident took place. There almost was a mutiny, and Jutta Rabe got the crew on her side and pushed through courageously so that metal pieces from the explosion came up. Gregg Beames had tried to prevent it.

The idea of encapsulation in concrete is a weird thought. It recalls the encapsulation techniques use at the meltdown of nuclear power plants. The aforementioned Russian agent by the way, Hannelore Marek, mentioned that there were nuclear batteries attached to the aforementioned 'space weapons'.

It is recommended to listen to the full interview with Henning Witte on Red Ice Radio in 200?
http://www.youtube.com/watch?v=WFcxmvY2-f0&feature=relmfu

There are many details that Witte can give about MF Estonia and the peculiar circumstances of this case, which we seem to have forgotten over the years. It may be mentioned that he rather predictably in the years to come had problems with the performance of his legal profession. A variety of impacts were done to discredit him. The film 'Baltic Storm', which he had co-scripted, was heavily criticized, though it was/is actually a pretty good movie. It was in comprehensive style prevented from being shown i cinemas, and in Sweden it has never been shown.

By time, the hypocrisy and hysteria became a little too glaring. The Danish survivor, Morten Hviid Boie, told the Politiken:

'I do not think it is immoral to make a film on Estonia's sinking. And I'm also going to see 'Baltic Storm'. Although there is a great risk that the film is made in a way that we do not like. Some of us who have had it so close in the life and who have paid a very high price for it. But from there to criticize, that's being made a movie about it, is simply not justified'

     http://politiken.dk/kultur/ECE67633/estonias-forlis-vises-i-300-tyske-biografer/

Today there are apparently gone JFK and Olof Palme in the case, and it may never officially solved despite tons of evidence that there is something that is completely wrong. Or perhaps you should rather than Olof Palme say Mona Sahlin and Carl Bildt, who have both played their active roles in the subsequent cover-up. But I will leave that to Henning Witte to report.

About the Oluf Palme Murder: see Ole Dammegaard's overwhelming reseach in his book Coup d'Etat in Slow Motion. He basicly unravels the whole story of the murder, unofficially, but very, very convincing. And not only does he document the murder in details after details, he connects this political assassination to a whole series of similar assissinations done in the 20th century.

And how this story connects to the Estonia incident you may want to listen to the video-interview, that we - Radio Paradigmet - did with Ole Dammegaard, where he gets into further details with motives for the Estonia sinking. On board the Estonia were 70 Swedish policemen returning from a conference in Estonia. Anyone of them would have known certain things not told to the Swedish public about the connection between the Swedish security police, SÄPO, and the assassination of the Swedish prime minister. 

By the way, Olof Palme was a double agent working for the CIA. And he was murdered? 

Crimes of this magnitude are never done for just one reason.


MF Estonia in memoriam 

MF Estonia sank natten mellem 27-28 september 1994.  Der omkom 852 mennesker, og 137 mennesker overlevede.

Følgende oplysninger stammer fra Henning Witte, den tyske advokat praktiserende i Sverige, der under sit arbejde og sin research i forbindelse med den sag, han har ført for de næsten 1000 pårørende til de omkomne på MF Estonia, opdagede, at der var noget, der var rivende galt her.




Som man måske husker, blev der indgået en traktat mellem Sverige, Finland, Rusland, Danmark og Storbritanien (selvom det ikke er et baltisk land?), at området i internationalt farvand, hvor skibet ligger, er forbudt område. Der blev brugt som grund respekt for de afdøde, der ligger der. Det står i grel modsætning til netop den sag, som Henning Witte var ansat til at føre, hvor de efterladte netop af respekt for deres slægtninge forlangte, at ligene skulle hentes op, så de kunne få en hæderlig begravelse på landjorden.

Traktaten var gældende - og gælder stadig - kun for indbyggere i de nationer, der har underskrevet den, og der er da også via svensk militær radarovervågning konstateret en del aktivitet på stedet. Besynderligt og kontrajuridisk er også det faktum, at man har formuleret en kontrakt om en lokalitet i internationalt farvand, hvor internationale maritime regler utvetydigt stadfæster, at der ikke kan forhindres adgang. Åbent hav er alle mands domæne. Bemærk også, at følgende lande ikke har underskrevet aftalen: Tyskland, Polen, Hviderusland (Kaliningrad) og Estland, Letland og Litauen.

Henning Witte fulgte i starten de oplysninger, der forelå, og som vi alle dengang læste og hørte populariserede udkog af i medierne. Det er historien om den defekte vognport, der pludselig åbnede sig og oversvømmede bildækket, hvorefter skibet lynhurtigt sank. Fokus blev hurtig rettet mod konstruktøren af skibet, det nordtyske Meyer Værft, og hvis den skyldige skulle findes, måtte det ifølge mainstream tilgængelige oplysninger være her, man skulle lede. Også det franske firma Beveritas, der stod for skibets styresystem var i fokus. Endvidere var den Svenske Maritime Administration i Nordköping, der som led i national solidarisk hjælp havde foretaget private opgaver for den nyligt løsrevne estiske stat, hvor skibet var indregistreret, i kikkerten.

MF Estonia var en passagerfærge, der var på vej fra Tallinn til Stockholm. Den nåede aldrig frem, da den midt på det Baltiske Hav fik den problemer, sank på 45 minutter og forsvandt fra havets og jordens overflade. Efterfølgende blev der et mindre uvejr, og det hed sig officielt, at det var pga. dette, at skibet sank - på trods af den forkerte kronologi.

Der dannedes hurtigt en kommission i Estland til en undersøgelse, hvilket var naturligt ift. skibets indregistrering. Endvidere dannedes en kommission i Sverige, da de omkomne hovedsagelig var svenskere, og endvidere i Finland, da det var finnerne, der stod for redningen af de overlevende.

Svenskerne kom lynhurtigt ud med deres rapport. Her blev ansvaret smurt af på det tyske værft. Det hed sig at være en kombination af dårlig design og dårligt vejr. Alle troede på dem, inklusive advokaten, Henning Witte, for historien om bovlåsen og oversvømmelsen af bildækket syntes for de fleste plausibel - hvis man altså ikke vidste noget om skibe. Da han begyndte at interviewe professionelle skibsingeniører og maritime eksperter, fik han en ganske anden historie end den officielle.

Han fik at vide, at det ganske simpelt var imod naturlovene. Når der sker den slags, vil der være 18.000 kubikmeter luft fanget i en kæmpestor luftlomme i de to underliggende etager kaldet Dæk 1 og Dæk 0. Skibet ville ligge kæntret i overfladen i flere dage, inden det sank. MF Estonia sank på under en time. Den eneste mulighed for dette ville være en alvorlig læk i niveauet under bildækket, så luften kunne slippe ud og vandet komme ind. De professionelle eksperter i skibsbygning var ikke blege til at fastslå, at den svenske kommissions rapport var fuld af løgn.

Herefter var der interviews med overlevende fra forliset. Her dukkede der oplysninger op om lyden af flere eksplosioner forinden. Disse udsagn var blevet udeladt fra kommissionens rapport og af det svenske og finske politi. Af samme grund var disse vidner ret skræmte, da de kom til Henning Witte. De havde også været ude for en besynderlig opførsel fra de særlige politifolk, der hurtigt havde indkapslet dem ombord på det finske fartøj, der samlede dem op. De måtte ikke få lov til at føre samtaler med hinanden eller andre og blev nærmest behandlet som kriminelle.

Journalisten Jutta Rabe, der var ansat på det mediebureau, der regnes som det mest seriøse i Tyskland, Der Spiegel, kontaktede i 1996 Henning Witte, og fortalte, at hun var stødt på temmelig mange besynderligheder i sagen, og at hun også blev kontaktet af folk, der havde en anden historie end den officielle. Et nyt element, våbensmugling, kom på dette tidspunkt ind i historien. Her kunne der være en dybereliggende årsag for, at der blev løjet fra officielt hold. Derom senere. De enedes om at kombinere deres research.

En af vidneudsagnene kom fra en svensker, der var indlogeret i en af de billige kahytter på de nederste etager i skibet - altså under bildækket. Han vågnede ved en eksplosion, der var så kraftig, at han blev smidt over i den modsatte side af lokalet. Han berettede, at det føltes, som om skibet havde ramt en klippe og var gået på grund. Da han forsøgte sig på at komme væk fra stedet, så han, at der kom vand op - nedefra! Den officielle historie sagde jo, at vandet skulle være kommet ovenfra.

Der findes officielt billedmateriale. Men der er intet officielt billedmateriale, der viser den interessante del af skroget, hvor der kan være metal, der stikker udad - eller indad - fra en eksplosion. Vi kan se, at hver eneste gang disse officielle billeder og film taget undervands nærmer sig et af de områder, hvor ingeniører og skibseksperter siger, at der kunne findes tegn på huller og lækager - så mangler de!

Folkene, der foretog filmene, var fra Skotland og ansat i firmaet Halliburton Enterprise. Navnet får uvægerligt en klokke til at ringe. Halliburton er et af de firmaer, der får kontrakter af bla. den amerikanske regering, når der skal udføres militære opgaver, som den amerikanske hær ikke ønsker, skal knyttes til dem. Daværende forsvarsminister, Dick Cheney havde en topposition i firmaet. Halliburton er en af 'the contracters' i bla. Irakkrigen. Vi taler om en af hovedaktørerne i de militær-industrielle kompleks.

Men det var stadigvæk kun ansatte i firmaet, hvis firma igen kun var ansat til at udføre en specialopgave. De ansatte kunne til gengæld fortælle, at der var svenske politifolk involveret under optagelserne, og at man på bestemte tidspunkter modtog besked fra disse politifolk om at stoppe optagelserne.

Nærmere studier af filmoptagelserne røbede dog for Henning Witte og Jutta Rabe, at Halliburton-folkene havde lavet en enkelt fejl i klipningen af de film, der var optaget af henholdsvis dykkere og ROV'en (radio operated vehicle). For det første er rampen forrest i skibet lukket, hvor den ifølge den officielle historie skulle stå åben. Det var jo her, vandet skulle være kommet ind. Det blev konstateret under optagelserne, at man ikke kunne komme ind i skibet af den vej, men at man var nødt til at komme ind fra bunden. Herefter går filmene i sort, og man ser ikke huller. Men pludselig befinder kameraerne sig inde i skroget. De er med andre ord kommet ind et sted, hvor der normalt vil være fuldstændig lukket. Selvom hullet ikke vises direkte, er dette et indirekte tegn på et hul i styrbords side under vandlinien.

Jutta Rabe deltog i en senere ekspedition, hvor der blev filmet. Her ser man yderligere dele af skroget omkring bovlåsen, hvor der er metalstykker, der peger udad. Der skal være et stort tryk indefra for at frembringe dette, og sædvanligvis vil man tage dette som et sikkert tegn på en eksplosion. Hun var i stand til at få skåret to stumper metal løs og hjembragt. Disse stykker blev undersøgt af fire forskellige tekniske undersøgelses-institutter, og alle konstaterede, at der var tale om en eksplosion. Disse undersøgelser blev kun vist ved få lejligheder, og aldrig i Sverige. BBC fik også materialet, med gjorde bare grin med det (England var medunderskriver af traktaten, selvom de ikke burde være part i forliset). Dette meget vigtige materiale blev simpelthen undertrykt.

Disse metalrester og eksplosioner er dog ikke bevis på skibets forlis, men kun tegn på, at bovlåsen blev sprængt af en bombe, altså via sabotage eller terrorisme. Den befinder sig på niveau med bildækket, og de fatale lækager skal befinde sig under bildækket.

Det er uvist, om de formodede lækager i bunden af skibet blev forårsaget af indre eksplosioner. Vidner har forklaret om 'skrabende lyde' fra siden af skibet som om, der var en ubåd, der gned sig op af skroget. Clairvoyante fra bla. Sverige kontaktede Henning Witte og sagde, at de kunne 'se' en ubåd, men at de ikke kunne se fra hvilken nation. Det kan man så efter temperament og virkelighedsopfattelse medregne eller se helt bort fra. Men man kan have forskellige teorier om en kombination af indre og ydre beskadigelser.

Der blev forsket videre af Jutta Rabe - det var jo hendes fornemste job som undersøgende journalist (ikke at forveksle med skrivebordsjournalist) - og i den journalistiske detektivopgave, hun hermed påtog sig, var hun nødt til på et tidspunkt at forholde sig til eventuelle motiver og eventuelle ansvarlige aktører i en forbrydelse, en terroristisk handling. Hun havde en informant, der var tidligere efterretningsagent, Hannelore Marek, der havde arbejdet for russerne, at der havde fundet våbensmugling sted. Det drejede sig om specialvåben, 'rumvåben', hvor russerne stadig havde et teknologisk overtag over amerikanerne. Det skulle være lykkedes amerikanerne enten at stjæle eller købe disse våben. Det skete i perioden efter midt-1994, hvor russerne trak sig ud af de baltiske stater, hvor noget af det mest moderne udstyr befandt sig.

Der er en forbindelse til hændelsen omkring ubåden Kursk, den mest avancerede atomubåd, flagskibet for avanceret ubådsteknologi i Rusland, der pludselig sank i august 2000, hvor den skulle deltage i en øvelse i Middelhavet. Kursk sank ikke bare, men blev sænket. Man husker måske, at Putin opførte sig temmelig besynderligt, og at amerikanerne gav en masse penge til russerne efterfølgende. Henning Witte havde kilder hos svensk efterretningsvæsen, der røbede, at det ganske rigtigt var amerikanerne, der sænkede ubåden, for de ønskede ikke konkurrence på det felt. De var jo i gang med at implementere The New World Order, som blot et år senere fik et boost med 9/11.

Svenskerne har siden 1948 været et hemmeligt medlem af NATO. De har altid hjulpet amerikanerne. Smuglerruten mellem Baltikum var veletableret. Efter landingen i Stockholm havn, skulle transporten foregå via Arlanda lufthavn og videre til USA. Udover at det var avanceret våbenteknologi, er det svært at sige nøjagtigt, hvad der var tale om - ifølge Henning Wittes og Jutta Rabes informanter hos efterretningsvæsenerne. Dette kan man kalde lav-profil-kilder. Der er derimod klare meldinger om, at der var amerikanske soldater i Tallinn, der hjalp med at laste kasser. Alt blev siden overtaget af svensk militær og politi. Dette er evident, hvorimod masterplanen selvfølgelig er nærmest umulig at få hold om.

Der var to kaptajner ombord på MF Estonia. Arvo Piste var den den, der skulle afløses. Han skulle herefter til en pilot-eksamen i den stockholmske skærgård kl. 5 om morgenen umiddelbart efter forventet ankomst. Den anden kaptajn, Anderson, overlevede ikke. Medierne bragte nyheden næste dag om, at Arvo Piste var blevet reddet. Herefter sendte Interpol en arrestordre ud på ham, for han var forsvundet. Det samme galt 8 andre søofficerer. De forsvandt simpelthen! Man ved, at den ene blev myrdet. Der foreligger efterfølgende hints om, at de blev transporteret til USA og havde fået en ny identitet under et vidnebeskyttelses-program, men deres slægtninge har ikke hørt fra dem siden.

En KGB-officer havde en lyttepost i Tallinn. En måned efter forliset blev han skudt ned på åben gade i Tallinn. Mordvåbenet var en pistol fra den estonske hær. Kan han have fået oplysninger om våbentransporten? Henning Witte er som jurist altid forsigtig med indicier kontra beviser. Men i den film, der kom op senere under navnet 'Baltic Storm', bliver denne vinkel indskrevet jf. fiktionens frihed til at spinde videre på løse tråde. Denne film er på mange måder interessant, især på grund af dens format. Det er bestemt ingen B-film, men en tung Hollywood-produktion med stort budget og topskuespillere, bla. Gretha Scacchi og Donald Sutherland - han har oven i købet en elskovsscene med den danske tyskboende sanger, Gitte Hænning, i en kahyt! Og enhver lighed med nulevende og afdøde personer og hændelser i filmen er fuldstændig tilsigtet.

Det vil på baggrund af alt dette være rimeligt at benævne både Estonia-hændelsen og Kursk-hændelsen som en slags forlængelse af Den Kolde Krig. De falder fuldstændig indenfor stilen. Nogen har kaldt Den Kolde Krig for 3. Verdenskrig, andre har givet den betegnelsen 2. Verdenskrig, der aldrig ophørte. Same-same.

Som i sagen med The Titanic - skibet der aldrig sank, fandt der efterfølgende et velorganiseret cover-up sted. Sagen om traktaten, der bringes i værk, selvom nationer iflg. international maritim lov ikke har råderet, er markant. Det er neutralt område. Alligevel laver man en eksklusiv aftale, som om man lige har stået og urineret op af toiletvæggen på et konferencested, mens man aftaler noget, som de andre deltagere ikke skulle vide - en lokumsaftale på højt plan! Sverige og Finland starter altså på at aftale, at deres borgere ikke har lov til at nærme sig stedet.

En fuldstændig latterlig detalje ved svenskernes iver var, at de prøvede at få Lichtenstein og Luxembourg til at skrive under, selvom ingen af disse miniputlande havde en millimeter kystlinie eller anden 'flåde' end et par robåde i en vandpyt. Henning Witte blandede sig, da man henvendte sig til den tyske regering, og her lod man sig overbevise om, at der ikke burde skrives under.

Man vil måske huske, at der var planer om at dække vraget med cement (eng.: cover-up …). Den svenske stat havde allerede betalt for det. Men det kunne ikke lade sig gøre på grund af den svage havbund på det sted, hvor skibet ligger. Svenskerne løj derefter om årsagen til, at de opgav projektet, og sagde, at det var af hensyn til protester fra de pårørende.

Lederen af den gruppe pårørende, som Henning Witte arbejdede for, sagde, at han i 1997 havde fået et telefonopkald fra en svensker med amerikansk accent, der opfordrede ham til at forsøge alle muligheder for at få ligene reddet op, for, som han sagde: 'De er i meget velbevaret tilstand, og jeg ved det, for jeg har lige været dernede for at bjærge nogle vigtige papirer fra en lastbil'. Han sagde, at han havde arbejdet for den amerikanske stat. Der er endvidere beretning om, at vraget har skiftet position, rampen har skiftet position, osv. Der har været stor aktivitet på stedet, og alt hvad der har befundet sig der af militært udstyr, er for længst fjernet. Traktaten har med andre ord skaffet dem arbejdsro.

Amerikaneren Gregg Beames var med på den dykker-ekspedion, som Jutta Rabe deltog i. Det blev sagt om manden, at han var den person, der skulle sikre, at svenskerne lavede deres cover-up rigtigt. Han kom endvidere op med en masse penge. Under ekspeditionen fandt der imidlertid et besynderligt optrin sted. Der opstod nærmest et mytteri, og Jutta Rabe fik besætningen på hendes side og gennemtrumfede modigt, at metalstumperne fra eksplosionen kom med op. Gregg Beames havde forsøgte at forhindre det.

Ideen om indkapsling i beton var en besynderlig tanke. Det minder om de indkapslings-teknikker, man bruger ved nedsmeltning af atomkraftværker. Den førnævnte russiske agent, Hannelore Marek, nævnte, at der var atombatterier til de omtalte 'rumvåben'.
Det kan anbefales at høre hele interviewet med Henning Witte, som journalisten Henrik Palmgren fra Red Ice Radio lavede med ham i 200?
http://www.youtube.com/watch?v=WFcxmvY2-f0&feature=relmfu

Der er mange flere oplysninger, som han kan give om MF Estonia og de mærkværdige forhold omkring denne sag, som vi synes at have glemt med årene. Det kan dog nævnes, at han ret forudsigelig de efterfølgende år fik problemer med at udøve sit juridiske erhverv. En række forskellige anslag blev gjort for at miskreditere ham. Filmen 'Baltic Storm', som han havde skrevet forlæg til, blev kritiseret sønder og sammen, selvom det faktisk er en ganske god film. Den blev i omfattende stil forhindret fremvist, og i Sverige har den aldrig været vist. Hykleriet og hysteriet blev efterhånden lidt for grelt. Den danske overlevende, Morten Boie Hviid, udtalte til Politiken:
'Jeg mener ikke, det er umoralsk at lave en film om 'Estonia's forlis. Og jeg har da også tænkt mig at se 'Baltic Storm'. Selv om der er stor risiko for, at filmen er lavet på en måde, som vi ikke bryder os om. Vi er nogle, der har haft det så tæt inde på livet og som har betalt en meget stor pris for det. Men derfra til at kritisere, at der bliver lavet en film om det, er simpelt hen ikke berettiget'

I dag er der tilsyneladende gået JFK og Olof Palme i sagen, og den bliver muligvis aldrig officielt opklaret trods tonsvis af indicier på, at der er noget, der er rivende galt. Eller man skulle måske snarere end Olof Palme sige Mona Sahlin og Carl Bildt, der begge har spillet deres aktive roller i det efterfølgende cover-up. Men det vil jeg overlade til Henning Witte at berette om. 


_____________

Om Palmemordet se danskeren Ole Dammegaards overvældende reseach i sin bog Coup d'Etat in Slow Motion.  Grundlæggende opklarer han Palmesagen, helt uofficielt, men særdeles overbevisende.

Det kan også anbefales at høre/se det video-interview, som Radio Paradigmet lavede med Ole Dammegaard, hvor han uddyber detaljer om motivet for sænkningen af MF Estonia. Ombord på skibet var 70 svenske politifolk, der var på vej hjem efter en konference i Estland. Alle havde en potentiel viden om forbindelsen mellem det svenske sikkerhedspoliti, SÄPO og Palme-mordet. 

En event af denne type og omfang bliver aldrig iværksat udelukkende med ét formål.

Om det nylige fokus, der har været på Sveriges tætte samarbejde med NSA se Sverige - en overvågnings-agent.

lørdag den 15. september 2012

The Titanic - the ship that never sank


[scroll ned for at læse på dansk]

The Titanic sank April 15, 1912 at 02:20 hours.

1500 people perished
into the dark, icy waves, there can be no doubt about it. But did an ocean liner by the name The Titanic sink due to an accidental collision with an iceberg? That's another story. The following report is a highly qualified reconstruction based on comprehensive investigation of all available material made by British investigative journalists. The story is a little different than the one in the history books. 


Three giant passenger ships were buildat Harland & Wolff in Belfast for The White Star Line financed by JP Morgan's forthe commercial fleet of this famous – some would say infamous – finance-businessmogul. They were called The Titanic, The Olympic and The Britanic and was a combination of American big business and British shipping industry.




In the beginning of the last century most ships weredesigned to operate for poor emigrants and was in poor condition. They went under the name 'coffin ships'. It was common knowledge that there was widespread insurance fraud and forgery in the industry.

In 1911, The Olympic sailed its maiden voyage under Captain Smith, and was upon arrival in New York involved in a collision that almost caused it to sink. Three months later Captain Smith collided
theship again with a British warship, HMS Hawk, in Southhampton port. The warship was simply sucked into the Olympics huge wake and rammed into itsside. In the Navy records it says - not surprisingly - that it was Olympics fault. Testimony confirmed it, and the owners had to put up paying. The Olympic was seriously damaged in the front left side. Even itskeel underneath was bent. The British fleet do have solid warships.

As the ship, which was known as The Titanic, six months later made its maiden voyage starting from Southampton, the ship had a peculiar tendency to gravitate toward
herleft side. Several surviving passengers had noticed it. The same was indeed the case with the The Olympic since it after a scanty repair in Southhampton sailed to Belfast to be finalized.

The Titanic was there when The Olympic arrived. The work was stopped to stake everything on the repair.
The screw was moved from the Titanic to the Olympic due to aninjury after repair and exit from New York. These two ships were sister ships and almost completely identical. However, there are small but significant differences shown bypictures taken of them side by side at the dry dock in Belfast. The Olympic had 16 port holes in the rear. The Titanic had only 14. The Olympic had uneven windows on deck, The Titanic had evenly spaced windows.

In March 1912 they lay side by side for the last time. Here the decision was made to swap them around. It was Lord Perry, who was chairman of the company, The White Star, who probably conceived the idea. The alternative was bankruptcy because of the huge costs associated with the two shipwreck
s. 


Those were the times before the first World War. There were no press people who sniffed around, photography was in its infancy and people believed generally on what you told them. The harbor was huge and full of activity, and no one would notice anything. It was easy to swap. You just changed the name tags on the sides, the head of the menu in the restaurant and the signs on therescue belts. And they laid the carpeton top of the linoleum that was unique for The Olympic. Everything else interior, that is theequipment and the plates-cups-forks-knives, you name it, werestandard for all ships of the White Star Line. It could be done by a small working group on a weekend, selected, bribed or threatened to shut up. Back then you separated to orders and did not ask oncritical issues.

Captain Smith had one of the worst
career records. He had damaged the entire three large ships before The Olympic: The Romanic, The Republic and The Koptic. There had also been a fire at The Majestic, however, he denied knowledge. The company had a serious squeeze on this incompetent captain. They told him that the ship would be exposed to calamities and sink, but that there would be a ship, The Californian, right near to rescue the passengers and that they had already arranged it with the captain. Captain Smith agreed on the termsthat he could select his own crew.  


A rather peculiar thing is, that several machinists refused to be hired to work below deck at The Titanic's maiden voyage. This is contradictory to the coal strike and unemployment, and they would desperately need a hire. Why did they refuse, and what had they seen or heard? They preferred to wait until they were shipped out on another ship. Another sailor wrote just before departure in a letter to his sister that he 'did not like this ship'. He had sailed with The Olympic. Did he recognize significantdetails from the interior?

When the Titanic sailed, the ship was not full
y loaded at all. Lots of first-class cabins were empty. Why did the already financially strapped shipping business middle of a coal strike where coal fuel was scarce not to fill up the ship? In a similar mannerCaptain Lord ofThe Californian sailed awayfive days before with the cargo full of coal and woolensweaters – but without passengers!

Ab
out50 passengers, mostlyfirst class, canceled their trip at the last minute. Many of them were business associates ofbanking mogul JP Morgan, who had originally financed the ships. Morgan himself should have been traveling as passenger, but canceled the trip at the last minute, even though he had the ship's ultimate luxury suite. He was sick, he said. A few days after it sank, a reporter spotted him in brilliant form in Aix-les-Bains in France - with his mistress. He had also ordered a collection ofprecious bronze statues removed from the ship before it sailed. They would simply have been moved to New York, and thiscould hardly have been a coincidence. So there was another reason.

Sailors are generally very nervous about one
particular thing: fire on board. Nonetheless hortly after departure a fire broke out in the pile of coal at section 10 in the bottom of the ship. The captain knew all about it, but the crew was orderedto throw more coal on top of the section, while trying to keep the fire under control. Could this controlled fire have been a Plan B?

The Californian sailed in haste to set sail for Boston, but stopped suddenly on April 4th in the middle of an area full oficebergs. Captain Lord insisted on sleeping with all hisclothes on a couch on the bridge. He also ordered the boilers heated and engines on standby. What did he expect?

Captain Smith on The Titanic took a different route than normal. He received the radio signals coming from The Californian, who told me that this was standby, AND where
ice fieldfound himself - which he steered his ship directly into it.

It was quite normal to sail full speed through areas with icebergs. Any iceberg that was large enough to damage a
n Atlantic cruiser, would be seen in ample time to avoid. So actually the captain didnot do anything unusual except that he took a detour. And also he chose to rest fully clothed in a room behind the bridge. He expected to be called to the bridge at any time?

An officer stood on the right side of the bridge when he saw the iceberg about one kilometer ahead. Instead of steering away at full speed as usual - full speed and control provides full turn - he struck his machine in reverse, which disabled the ship's steering ability and increased the risk of collision dramatically. This he had to have known as a fully fledged officer licensed to drive an ocean liner.





The passengers felt a disturbance in the ship, but it was indistinguishable from the sound and feel of the machine and screw on the reverse. When the ship hit the iceberg, it was not perceivedas other than the sound and vibration of a slowdown. The iceberg haddriven away before it became clear that the ship was damaged. Some passengers came out of their cabins, as the machines were stopped. In the first 40 minutes there was nothing to report. The ship would be unable to sink, passengers had been told, so no one was worried about it. The part we all know as the official version. But the crew in the circle around the captain behaved very laid-back. They even knew that there was a fire in the huge pile of coal no. 10. They cannot have been unaware. They knew, in other words probably what was about to happen. But they knew that they would be rescued. They then spent 45 minutes on doing nothing, then nonchalantly started the usual emergency procedures: pumps, radio signals, lifeboats, and so on. It took an hour and 25 minutes before the first distress rocketwas sent up!

Only six crew members were on duty when the ship hit the iceberg. Two of them drowned. Two survived, one of which saw nothing, and the other was hastily transferred to a post in Cape Town as far as possible from the first maritime inquiry in New York. Only two were able to be called by this interrogation. One was extremely nervous and defensive. Had he received any specific instructions or threats before? He repeated again and again: '
I did not see it, I did not see it, I did not hear ...'.

The Titanic had, as you know received radio signals from The Californian with returns of position. But from his browser he obtained a completely different position about 12 mil
esfrom the correct position. The captain could see a ship on the horizon, but it was a completely different ship. Captain Smith could have sailed his ship there, but instead he turned off the machine. He figured that it was The Californian, and it would come to him? Did he believe that it all went according to the agreed plan? He was as described above not the sharpest knife in the drawer.

On The Californian
they saw the flares. Captain Lord asked repeatedly his crew what color the rockets had, and the answer was always: only white rockets. Didhe expectt red or blue rockets? In between The Californian and The Titanic was a fourth ship, The Samson, who performed illegal fishing with small boats in the water. They used white low-flying rockets so they could see each other in theboats. The captain told several months later that he had seen flares from a larger ship, but that he had not sailed over theredue to his illegal activities.

One of the survivors of The Titanic, Edith Russell, reported that the officers told them that they should not worry, for The Californian would come back and pick them up if they did not come back from lunch.
They even sent half full lifeboats off. How could these naval officers be assured that it was The Californian, they saw on the horizon? They figured that it would come immediately and save them? But it was the wrong ship foreThe Californian was 19 mil away awaitingcolored rockets that dueto the distance never wereseen.

At one time it
must have become clear to Captain Smith on The Titanic, that the planned rescue did not arrive. Theybegan filling the lifeboats, and the passengers were about to panic.

The other surviving officer, Lightholler, made maritime inquiry full
ofcontradictions. He was in his cabin, he said, but he gave all sorts of information that he could not have gotten there. He had both seen it all and not seen anything. He lied then about the number of warnings that had arrived aboutthe iceberg as if ithad almost come out of thin air. He also claimed that he had spent half an hour in the water before he was picked up. This is not physically possible if the water is below freezing and the water surface only ice-free due to the currrent. A human being can survive only 3-4 minutes there. Such an explanation would today be peeled apart, but the questioning referee had no alternative but to take to his head.

When Captain Lord of The Californian was aware that The Titanic was over there, he started at full speed but too late. The ship
hadalready sunk and a ship called The Carpatia had arrived and was about to pick up the survivors.

When the surviving crew members, who had not been on
dyty, arrived at Southhampton April 29th, 1912, they counted on gettingto return to their families But they were detained for 48 hours and forced to sign various papers. They were told that there would leak information about scams and insurance fraud, they would be thrown in jail for 20 years without a job to get out to afterwards. The officers returned to The Adriatic and had plenty of time on the way to reconcile their statements forthe upcoming British maritime inquiry.

Then started the chapter o
f the British government's connivance and complicity. It is inconceivable that a fraud of these dimensions may have taken place without the core people in the government havingknowledge and giving their approval. Whetherthis approval thenwas voluntary and wholehearted is probably a question. The British government could not afford a huge shipyard in Belfast beingforced to close and render20,000 people unemployed. The opposition would gain speed, and the government would lose the next election. Prime Minister Lord Asquith was made painfully aware of the situation and strongly reminded, that JP Morgan had agreed to British use of his merchant fleet in times of war - if need be. Remember the year 1912! If the Company The White Star Line went bankrupt, it would be JP Morgan, who stood as a general creditor. England would lose disposal over all this substantial fleet.

The Prime Minister with all likelihood
tookhis decision with great distaste and contempt for the fact, that greedy and cynical bankerslike JP Morgan - and here we are talking about the all-time most powerful and most cynical rogue in the industry - could dictate to governments what they should do. It was decided to bring a Lord Mercy on the field to carry out investigations and interrogations. This was a shrewd person with a special experience for the type of cover-ups that were needed to put a lid on events like these and make sure that the hearing was obstructed and historiography falsifiedin the same manneras the foul play already done.

The hearings were held in a room with an impossible acoustics, so
that the audience had trouble hearing what was said. The person who represented the yard, saidThe Olympic instead of The Titanic. Lord Mercy 'failed'to ask about all relevant issues that could have uncovered the fraud, and the press was more interested in the scandal with a naval officer, Bruce Ismay, who should have been on board the ship but was stuck on one of the first lifeboats. Experienced sailors could tell that even on a moonless night there would be no difficulty in spotting an iceberg 5-6 kilometers way, but it was not put on the record nor did it form the basis for conclusions.

The whole
scenariowas a staged white washing. Captain Smith was no longer alive and could not tell about the dirty deal that was signed let alone defend himself. The officers were not held responsible, the ship's construction was made responsible. No one had a responsibility! Except Captain Lord, who was standing alone. Lord Mercy manipulated his statements and accused him of not rescuingThe Titanic. Captain Lord chose notto defend himself ashe, after all, had been part of the scam. With the attention toCaptain Lord hereby given, he drew attention away from all othersensitive topics. 


Hereafter the insurance fraud itself. The real Titanic could be insured for the full amount at that $ 10 million. The Olympic could not have been insured for anything close to the same due to its extensive damage. Here alone, there was a motive for the swap. In the days before the sinking the insurance premium for The Titanic was even raised significantly and Lloyds of London paid subsequently$ 12.5 million. 



What about the wreck that has lain 3/4 century at the bottom of The Atlantic(probing took place already in the 80s)? The black paint has fallen off in most of the ship, but it is still possible to see areas of the original gray primer. Moreover, it was only at The Olympic that was used gray primer. Photos of the screw shows the number ..01 plunger. The original screw on The Titanic had number 401, but remember that the screw was replaced in Belfast, so this is the original screw from The Titanic, which should have been at The Olympic. Remote-controlled submarines also shows constructions of the hull that is not original. It corresponds closely to the repairs and reinforcements that were deployed after the two shipwrecks.

And then there's the name. In 1986 the French Oceanographic Institute and Dr. Robert Ballard studied
the hull where the original letters of iron were encapsulated and painted over. The place is corroded by rust, and the letters are dropped out, leaving a hole corresponding to the shape. It is the letters ...M P..

  • The Titanic is the first ship in living memory, which is sunk by collision with an iceberg.
  • Captain Lord tried before his death in 1962 several times to reopen the case to clear his name, but without success.
  • Lord Mercy was summoned to lead the investigation on the Lusitania sinking - the British-American hoax and cover-up that brought America into WW2.
  • The mate who first spotted the iceberg, committed suicide in 1965
  • Bruce Ismay left the company 12 months after the sinking. All people around him were strictly forbidden from ever mentioning The sinking of the Titanic
The original Titanic sailed for 25 years under the name The Olympic. It was used by the British Government for troop transport in World War 2.

_____________________


It is recommended to see the excellent British documentary, based on the above referenced investigation of
thispiece of mythology from the last century, that most people only know from a romantic movie with a young- Leonardo di Caprio and Kate Winslet, and a bad-taste, high-fat pop ballad sung by Celine Dion.
http://vimeo.com/40021362

And untimely joking aside, we of course
wereall taught in primary schoolabout the sinking of the Titanic. History has become iconic. It has been diligentlyused as an expression of hubris / pride – but on a false premise. It has become symbolic of the downfall we unsuspectinglysail against dancingaround on the parquet floor and drinking champagne. It has become the story of the unsinkable ship and the morale of science pride - on a falsempremise. And the narrative fits like a hand in a glove with the mindset of the apocalyptics and theescatologists, if you are into those genres. We are all in the same boat, and doomsday is near. You'd better be scared to death!

But it was in deed aprelude to the great disasters that would come - the two wars, both of them thoroughly based on the very same methods of fraud instigated by the establishment of the very same British Empire.

There may be some truth in mythologies. But behind the myths a true story often hide
s, which can be even more instructive, although not so slick and beautiful. The truth is not polite.


The Titanic - skibet der aldrig sank

The Titanic sank d. 15 april 1912 kl. 02:20

1500 mennesker omkom. Derom hersker der ikke tvivl. Var der et oceangående passagerskib ved navn Titanic, der sank som følge af en tilfældig kollision med et isbjerg? Derom hersker der absolut tvivl. Følgende beretning er en særdeles kvalificeret rekonstruktion baseret på omfattende kulegravning af alt tilgængeligt materiale foretaget af engelske undersøgende journalister. Historien er lidt anderledes end den, der står i historiebøgerne.

Der blev bygget tre gigantiske passagerskibe af Harland & Wolff i Belfast for The White Star Line finansieret af J.P. Morgan's og bygget til hans handelsflåde. De hed The Titanic, The Olympic og The Britanic og var en kombination af amerikansk storkapital og britisk skibsindustri.

I starten af forrige århundrede var de fleste skibe beregnet til sejlads for fattige emigranter og var i dårlig forfatning. De gik under navnet 'coffin ships'. Det var almindelig kendt, at der var udbredt forsikringssvindel og falskneri i branchen.

I 1911 sejlede The Olympic sin jomfrurejse under kaptajn Smith, og ved ankomsten til New York blev det involveret i en kollision, der næsten fik det til at synke. Tre måneder senere kolliderede kaptajn Smith skibet med et engelsk krigsskib, HMS. Hawk i Southhampton havn. Krigsskibet blev simpelthen suget ind i Olympics enorme kølvand og vædrede det i siden. I flådens optegnelser står der - ikke overraskende - at det var Olympics skyld. Vidnesudsagn bekræftede det, og ejerne måtte finde sig i at betale. The Olympic blev seriøst beskadiget i venstre forreste side. Selv kølen underneden var bøjet. Den engelske flåde har solide krigsskibe.

Da skibet, der blev kendt under navnet The Titanic, seks måneder senere foretog sin jomfrurejse med udgangspunkt i Southampton, havde skibet en besynderlig tendens til at hælde mod sin venstre side. Flere overlevende passagerer havde bemærket det. Det samme var tilfældet med det The Olympic, da det efter en nødtørftig reparation i Southhampton sejlede til Belfast for at blive færdiggjort.

The Titanic lå der, da The Olympic ankom. Arbejdet blev stoppet for at satse alt på reparationen. Man overflyttede skruen fra Titanic til Olympic pga. en skade efter reparation og udsejling fra New York. Disse to skibe var søsterskibe og næsten fuldstændig identiske. Der er dog små men signifikante forskelle, som billeder taget af dem side om side ved tørdokken i Belfast viser. The Olympic havde 16 porthuller øverst foran. The Titanic havde kun 14. The Olympic havde ujævnt fordelte vinduer på dækket, The Titanic havde jævnt fordelte vinduer.

I marts 1912 lå de side om side for sidste gang. Her blev beslutningen truffet om at bytte dem rundt. Det var Lord Perry, der var formand for rederiet The White Star, der sandsynligvis undfangede ideen. Alternativet var rederiets konkurs på grund af de enorme udgifter i forbindelse med de to forlis.

Tiderne var før 1. Verdenskrig. Der var ingen pressefolk, der snusede rundt, fotografiet var i sin barndom, og folk troede generelt på det, man fortalte dem. Havnen var kæmpestor og fuld af aktivitet, og ingen ville bemærke noget. Det var nemt at bytte rundt. Man skiftede blot navneskiltene på siderne, hovedet på menukortet i restauranten og skiltene på redningsbælterne. Og så lagde man tæppe ovenpå det linoleum, der var unikt for The Olympic. Alt andet interiøre, udstyr og service var standard for alle skibe hos White Star Line. Det kunne gøres af en lille arbejdsgruppe på en weekend udvalgt, bestukket eller truet til at holde kæft. Dengang parerede man ordrer og stillede ikke kritiske spørgsmål.

Kaptajn Smith havde en af de værst tænkelige generalieblade. Han havde beskadiget hele tre større skibe før The Olympic: The Romanic, The Republic og The Koptic. Der havde også været en brand på The Majestic, som han dog nægtede kendskab til. Rederiet havde en seriøs klemme på denne uduelige kaptajn. De fortalte ham, at skibet ville komme ud for et forlis og synke, men at der ville være et skib, The Californian, lige i nærheden til at redde passagerne, og at de allerede havde arrangeret det med kaptajnen. Kaptajn Smith accepterede, men fik gennemført, at han selv udvalgte sin besætning.

Her skete der så det besynderlige, at adskillige maskinarbejdere nægtede at lade sig hyre til at arbejde underdæks på The Titanics jomfrurejse. Der var ellers kulstrejke og arbejdsløshed, og de havde hårdt brug for en hyre. Hvorfor nægtede de, og hvad havde de set eller hørt? De foretrak at vente, til de fik hyre på et andet skib. En anden sømand skrev lige før afsejlingen i et brev til sin søster, at han ikke 'brød sig om dette skib'. Han havde sejlet med The Olympic. Genkendte han for mange detaljer fra interiøret?

Da Titanic sejlede af sted, var skibet overhovedet ikke fyldt op. Masser af førsteklasses kahytter stod tomme. Hvorfor ønskede det i forvejen økonomisk klemte rederi midt i en kulstrejke, hvor kulbrændsel var sparsomt, ikke at fylde skibet op? På samme vis sejlede kaptajn Lord af sted på The Californian fem dage før med lasten fuld af kul og uldtrøjer - uden passagerer!

Omkr. 50 passagerer, mest på første klasse, aflyste deres rejse i sidste øjeblik. Mange af dem var forretningsforbindelser til bankmogulen J.P. Morgan, der oprindelig havde finansieret skibene. J.P. Morgan himself skulle have været med, men aflyste rejsen i sidste øjeblik, selvom han havde skibets ultimative luksussuite. Han var syg, sagde han. Et par dage efter forliset fandt en rapporter ham i strålende form i Aix-les-Bains i Frankrig - med sin elskerinde. Han havde endvidere beordret en stribe kostbare bronzestatuer fjernet fra skibet, før det sejlede. De skulle blot have været flyttet til New York, og de kunne næppe være blevet forkølede. Der var altså en anden grund.

Sømænd er generelt meget nervøse for én ting: brand ombord. Kort efter afsejlingen udbrød der brand i kulbunke 10 i bunden af skibet. Kaptajnen vidste det, men man smed blot mere kul ovenover, mens man prøvede at holde branden i ave. Kunne denne kontrollerede brand have været en plan B?

The Californian sejlede i største hast med angivet kurs mod Boston, men stoppede pludselig d. 4. april midt i et område med isbjerge. Kaptajn Lord insisterede på at sove med alt tøjet på en briks på broen. Han beordrede også kedlerne til at være opvarmede og maskinerne på standby. Hvad forventede han?

Kaptajn Smith på The Titanic valgte en anden rute end den normale. Han modtog de radiosignaler, der kom fra The Californian, der fortalte, at dette lå standby, OG hvor isfeltet befandt sig - hvorefter han styrede sit skib direkte ind i det.

Det var helt normalt at sejle for fuld fart gennem områder med isbjerge. Ethvert isbjerg, der var stort nok til at beskadige en atlantkrydser, ville blive set i rigelig tid til at styre udenom. Så egentlig foretog kaptajnen sig ikke noget unormalt bortset fra, at han tog en omvej. Og at han også valgte at hvile fuldt påklædt i et rum bagved broen. Forventede han at blive kaldt på broen når som helst?

En styrmand stod på højre side af broen, da han så isbjerget ca. en kilometer fremme. I stedet for at styre udenom i fuld fart, som man plejer - fuld fart og styring giver fuld drejning - slog han han maskinen i bak, hvilket hæmmede skibets styreevne og øgede risikoen drastisk for kollision. Dette måtte han have vidst som fuldbefaren styrmand med licens til at føre en oceandamper.

Passagerne mærkede en uro i skibet, men det var ikke til at skelne fra lyden og fornemmelsen af maskinen og skruen på bak. Da skibet ramte isbjerget, blev det ikke bemærket som andet end lyden og vibrationerne fra en opbremsning. Isbjerget var drevet væk, inden det stod klart, at skibet var beskadiget. En del passagerer kom ud af deres kahytter, da maskinerne var stoppet. I de første 40 minutter, var der ikke andet at bemærke. Skibet skulle være ude af stand til at synke, havde man fortalt passagererne, så ingen var bekymrede for det. Den del kender vi alle som den officielle version. Men besætningsmedlemmerne i kredsen omkring kaptajnen opførte sig særdeles tilbagelænet. De vidste oven i købet, at der var ild i den store kulbunke 10 i lasten. De kan ikke have været uvidende. De vidste med andre ord sandsynligvis, hvad der var ved at ske. Men de vidste, at de ville blive reddet. De brugte herefter 45 minutter på ikke at foretage sig noget, hvorefter de nonchalant satte de sædvanlige nødprocedurer i gang: pumper, radiosignaler, redningsbåde, osv. Der gik en time og 25 minutter, inden den første nødraket blev sendt op!

Kun seks besætningsmedlemmer var på vagt, da skibet ramte isbjerget. To af dem druknede. To overlevede, hvoraf den ene ikke så noget, og den anden blev i hast overført til en stilling i Cape Town så langt som muligt fra det første søforhør i New York. Kun to var i stand til at blive indkaldt ved dette forhør. Den ene var særdeles nervøs og defensiv. Havde han modtaget særlige instrukser eller trusler forinden? Han gentog gang efter gang: 'Det så jeg ikke, det så jeg ikke, det hørte jeg ikke ...'.

The Titanic havde som bekendt modtaget radiosignaler fra The Californian med opgivelser af position. Men fra sin navigatør fik han opgivet en helt anden position ca. 12 mil ved siden af. Kaptajnen kunne se et skib i horisonten, men det var et helt andet skib. Kaptajn Smith kunne have sejlet sit skib derover, man han slukkede i stedet for maskinen. Regnede han med, at det var The Californian, og at det ville komme over til ham? Troede han, at det hele gik efter den aftalte plan? Han var som ovenfor beskrevet ikke den skarpeste kniv i skuffen.

På The Californian så man nødraketter. Kaptajn Lord spurgte gentagne gange sin besætning, hvad farve raketterne havde, og svaret var hele tiden: kun hvide raketter. Forventede han røde eller blå raketter? Midt imellem The Californian og The Titanic lå et fjerde skib, The Samson, der foretog ulovligt fiskeri med mindre både i vandet. De brugte hvide lavtflyvende raketter, så de kunne se hinanden i bådene. Kaptajnen fortalte flere måneder senere, at han havde set nødraketter fra et større skib, men at han ikke var sejlet derover på grund at sine ulovlige aktiviteter.

En af de overlevende fra The Titanic, Edith Russell, berettede, at officererne sagde til dem, at de ikke skulle bekymre sig, for The Californian ville komme tilbage og hente dem, hvis de ikke kom tilbage fra frokost. Man sendte endog nonchalant halvfulde redningsbåde afsted. Hvordan kunne disse søofficerer være forvissede om, at det var The Californian, de så i horisonten? Regnede de med, at det ville komme omgående og redde dem? Det var jo det forkerte skib, for The Californian var 19 mil væk afventende farvede raketter, som på grund af afstanden aldrig blev set.

På et tidspunkt måtte det være gået op for kaptajn Smith på The Titanic, at den planlagte redning ikke ankom. Man begyndte at fylde redningsbådene, for passagererne var ved at gå i panik.

Den anden overlevende officer, Lightholler, afgav søforklaring (i ordets anden betydning) fuld at selvmodsigelser. Han var i sin kahyt, sagde han, men han gav alle mulige oplysninger, som han ikke kunne have fået der. Han havde både set det hele og ikke-set noget. Han løj dernæst om det antal advarsler, der var ankommet om isbjerget for at det skulle fremgå, at isbjerget nærmest var kommet ud af den blå luft. Han hævdede desuden, at han havde tilbragt en halv time i vandet, inden han blev samlet op. Dette er ikke fysisk muligt, hvis vand er under frysepunktet og vandoverfladen kun er isfri pga. strøm. Et menneske kan kun overleve 3-4 minutter der. En sådan forklaring ville i dag blive pillet fra hinanden, men forhørsdommeren kunne ikke gøre andet end at tage sig til hovedet.

Da kaptajn Lord på The Californian blev klar over, at The Titanic lå derovre, startede han i fuld fart men for sent. Skibet var allerede sunket og et skib ved navn The Carpatia var ankommet og var ved at samle de overlevende op.

Da de overlevende besætningsmedlemmer, som ikke havde været på vagt, ankom til Southhampton d. 29 april 1912, regnede de med at skulle tilbage til deres familie. Men de blev tilbageholdt i 48 timer og tvunget til at underskrive forskellige papirer. De fik at vide, at skulle der lække oplysninger om svindel og forsikringshumbug, så ville de blive smidt i fængsel i 20 år uden job at komme ud til bagefter. Officererne vendte tilbage på The Adriatic og havde masser af tid til undervejs at afstemme deres udsagn til den kommende engelske søforklaring.

Herefter startede kapitlet om den britiske regerings medviden og medvirken. Det er utænkeligt, at en svindelsag af disse dimensioner kan have fundet sted, uden at kernepersoner i regeringen havde viden og gav deres godkendelse. Om denne godkendelse så har været frivillig og helhjertet er nok et spørgsmål. Den britiske regering havde ikke råd til, at et kæmpe værft i Belfast kunne blive nødt til at lukke og sende 20.000 arbejdsløse på gaden. Oppositionen ville få vind i sejlende, og den siddende regering ville tabe næste valg. Premierminister Lord Asquith var - eller blev gjort pinlig opmærksom på situationen og kraftigt mindet om, at J.P. Morgan havde indvilliget i, at man måtte bruge hans handelsflåde i krigstid - hvis det skulle blive nødvendigt. Husk årstallet 1912! Hvis rederiet The White Starline gik fallit, ville det være J.P. Morgan, der stod som hovedkreditor. England ville miste rådighedsretten over alle denne betydelige handelsflåde.

Premierministeren traf med al sandsynlighed sin beslutning med største ulyst og foragt for, at grådige og kyniske bankmænd som J.P. Morgan - og her taler vi om alle tiders mest magtfulde og mest kyniske slyngel i branchen - kunne diktere regeringer, hvad de skulle gøre. Man besluttede sig til at bringe en Lord Mercy på banen til at stå for undersøgelsen og afhøringerne. Denne var en dreven person med en særlig erfaring for den type cover-ups, der var brug for til at lægge låg på hændelser som disse og sørge for, at høringen blev obstueret og historieskrivningen forfalskedes i samme stil som det allerede udførte falskneri.

Høringerne afholdtes i et lokale med en umulig akustik, så tilhørerne havde problemer med at høre, hvad der blev sagt. Den person, der repræsenterede værftet, lavede hele tiden fortalelser, hvor han sagde The Olympic i stedet for The Titanic. Lord Mercy undlod at spørge om alle relevante emner, der kunne have afsløret svindlen, og pressen var mere interesseret i skandalen med en søofficer, Bruce Ismay, der burde være blevet om bord på skibet men var stukket af på en af de første redningsbåde. Erfarne søfolk kunne berette om, at selv på en måneløs nat ville der ikke være problemer med at spotte et isbjerg på 5-6 kilometers afstand, men det blev ikke ført til protokols eller dannede baggrund for konklusioner.

Hele høringen var en iscenesat hvidvask. Kaptajn Smith var ikke længere i live og kunne ikke fortælle om den beskidte deal, der var indgået endsige forsvare sig selv. Officererne blev ikke gjort ansvarlige, skibets konstruktion blev ikke gjort ansvarlig. Ingen havde et ansvar! Undtagen kaptajn Lord, som stod alene. Lord Mercy manipulerede hans udsagn og beskyldte ham for ikke at komme The Titanic til undsætning. Kaptajn Lord undlod at forsvare sig selv, da han trods alt havde været en del af svindelnummeret. Med den opmærksomhed, kaptajn Lord herved fik, trak han opmærksomheden væk fra alle de sensible emner.

Herefter forsikringssvindlen. Det rigtige The Titanic kunne forsikres for det fulde beløb på daværende 10 millioner dollars. The Olympic ville ikke kunne forsikres for nær det samme beløb pga. dets omfattende skader. Alene her var der et motiv for ombytningen. I dagene før forliset blev forsikringspræmien for The Titanic oven i købet hævet betydeligt, og Lloyds i London udbetalte efterfølgende 12.5 millioner dollars.

Hvad så med vraget, der har ligget 3/4 århundrede på bunden af Altlanten (kulegravningen fandt sted allerede i 80'erne)? Den sorte maling er faldet af på det meste af skibet, men det er stadig muligt at se områder med den originale grå grundmaling. Det var i øvrigt kun på The Olympic, at der blev brugt grå grundmaling. Billeder af skruen viser nummeret ..01 stemplet ind. Den oprindelige skrue på The Titanic havde nummer 401, men husk, at skruen blev udskiftet i Belfast, så dette er den originale skrue fra The Titanic, der burde have siddet på The Olympic. Fjernstyrede ubåde viser også konstruktioner i skroget, der ikke er originale. Det svarer nøje til de reparationer og forstærkninger, der blev indsat efter de to forlis.

Og så er der navnet. I 1986 undersøgte det franske oceanografiske institut og dr. Robert Ballard skroget, hvor de originale bogstaver i støbejern var indkapslet og overmalet. Stedet er gennemtæret af rust, og bogstaverne er faldet ud efterladende et hul svarende til formen. Det er bogstaverne M og P.
  • Titanic er det første skib i mands minde, der er sunket ved kollision med et isbjerg.
  • Kaptajn Lord forsøgte før sin død i 1962 flere gange at genåbne sagen for at rense sit navn, men uden held.
  • Lord Mercy blev tilsagt til at lede undersøgelsen om Lusitanias forlis - et andet britisk svindelnummer og cover-up.
  • Styrmanden, der først fik øje på isbjerget, begik selvmord i 1965.
  • Bruce Ismay forlod rederiet 12 måneder efter forliset. Alle omkring ham fik strengt forbud mod nogensinde at nævne The Titanics forlis
  • Det originale The Titanic sejlede videre i 25 år under navnet The Olympic. Det blev brugt af den britiske regering til troppetransport i 2. verdenskrig.
_____________________

    Det kan anbefales at se den fremragende engelske dokumentarfilm, der bygger på ovenfor refererede kulegravning af forholdet omkring det stykke mytologi fra det forrige århundrede, som de fleste kun kender fra en romantisk film med en ung Leonardo di Caprio og Kate Winslet samt en klam popballade sunget af Celine Dion.
    http://vimeo.com/40021362

    Og utidig spøg tilside, for selvfølgelig har vi alle hørt om Titanics forlis. Historien er blevet ikonisk. Det er blevet flittig brugt som udtryk for hybris/overmod. Det er blevet symbolsk for undergangen, som vi intetanende sejler imod, mens vi danser rundt på parketgulvet og drikker champagne. Det er historien om det usynkelige skib og moralen om videnskabens hovmod. Tro hellere på Gud. Det er forvarslet om de store katastrofer, der skulle komme - de to krige. Og det passer som fod i hose hos apokalyptikerne og eskatologerne, hvis man er til den slags. Vi er alle i samme båd, og dommedag er nær.

    Der kan være en vis sandhed i mytologier. Men bag myterne gemmer sig ofte en virkelig historie, der kan være endnu mere lærerig.