onsdag den 28. september 2011

Det preussiske skolesystem

af morton_h, the blogger

Den vestlige - og til dels østlige - verdens skolesystemer er en del af det paradigme, der falder sammen for tiden.

Lad os gå baglæns i tid. Lad os springe tilbage til det preusiske rige, da Preussen tabte en krig til Polen. Årsagen til dette nederlag - mente man fra højere sted i riget - skyldtes, at officiererne var for godt uddannede. Det betød bla., at de stillede for mange kritiske spørgsmål som fx. ‘hvorfor skal vi gå i krig’. Modtrækket var, at man reorganiserede skolesystemet, hvor man blev opdraget til ikke at stille spørgsmål, men blot at repetere, kopiere og imitere. Der findes en hel teori bag dette system, der viste sig succesfuldt udfra sin præmis: at skabe undersåtter, der altid adlød.

Dette på én gang afstumpede og snedige skolesystem var så succesfuldt, at det blev eksporteret til hele den vestlige verden. Ja helt ude i Østen, i Japan, blev store dele af den preusiske forfatning kopieret i 1800-tallet. Japan var et af ofrene (villigt eller voldtaget?) for vestlig imperialisme i opiumskrigens og slavehandlens tid. Deres kejser blev udskiftet med en nikkedukke og landet lå åbent for udplyndring af Det Brittiske Østasiatiske Kompagni. Den engelske krone har sine umådelige rigdomme fra disse brutale overgreb.

Ingen har vel som japanerne implementeret det ensrettende og fordummende skolesystem, som preuserne udviklede. Hvis nogen har undret sig over den underlige forbindelse mellem nazityskland og Japan under 2 verdenskrig, skal man tilbage i tiden for at gennemskue dette herre-slave-copy-paste-forhold. Hvem var det i øvrigt, der senere financierede nazisterne: ingen andre end aktørerne, bankfolkene fra opiumskrigene og slavehandlens tid.

Senere indførtes i USA det preusiske skolesystem. Rockefeller’ne havde problemer med Standard Oil. Sammen med Vanderbild’erne og Garnegie’rne slog de sig på filantropi - for at tage sig godt ud hos folket. De gav med den ene hånd og tog med den anden. Deres mål var et ganske andet end godgørenhed: det var villige duknakkede slaver i industrisamfundet. En anden af deres opfindelser var medicinalindustrien, der indtil i dag har skabt livslange afhængighedsslaver. Det er i virkeligheden opiumskrigen version 2.0: forgiftning og fordummelsen af hele befolkninger.

Det var også dem, der skabte det amerikanske skolesystem baseret på det preusiske. Samme mål: fordummelse.

Endnu to step baglæns i historien. Calvinismen er den hardcore protestantiske ideologi, der er forløberen for det preusiske system. Jesuitten Calvin og hans mørkemænd havde en enorm indflydelse på både det tyske og senere det engelske skolesystem og i øvrigt tidens og eftertidens syn på mennesket. Vi regnes af dem for ubegavede kræ uden en sjæl og uden en vilje. Vi er en slags umælende kreaturer, der skal gennes rundt i folden af deres hyrder.

Det handler om sindelagskontrol - total kontrol. En ligeså indflydelsesrig gruppe, der trækker sit sorte spor ubrudt gennem historien er jesuitterne, Calvins bagland. Som den katolske kirkes CIA og infiltratorer og hjernevaskere har de opdraget generationer af børn. Et dogme har været: giv mig det 5-års barn, og jeg skal give dig den voksne. Dette hjernevasker-dogme er nærsmest en opdragelses- og uddannelsesmæssig form for pædofili.

Viden er magt, sagde de. Det stod på portene til klosterskolerne. Javist var der lærdom, masser af lærdom, men den var for eliten. Masserne skulle holdes væk fra egentlig viden. Viden er magt, hvis den falder i hænderne på de mange. Den er også magt, hvis den bliver i hænderne på eliten.

Sidste trin baglæns i elevatorversionen af det historiske vue er romerstaten. Den form for dumme-skole, der er beskrevet ovenfor, fandtes allerede i romerrigets læringssystem. Den rigtige skole, hvor man lærte at tænke var forbeholdt frie mænd. Slaverne havde ikke ret til bøger og uddannelse. Ordet ‘liber’ betyder både ‘bog’ og ‘fri’. Biblioteker er for frie mænd, ikke for slaver.

Træningen i at tænke hed Trivium og Quadrivium. Trivium var grammatik, logik og retorik. I nævnte rækkefølge - en ombytning ødelægger resultatet.

Først lærer man at stille spørgsmålene: hvem, hvad, hvor og hvornår. Det er den grundlæggende metodik i den generelle grammatik (den specielle grammatik handler som bekendt om sætningsdannelser i sprog).

Dernæst går man over til logikken, der handler om spørgsmålet: hvorfor. I logikken søger man sammenhænge og årsager, man søger at eliminere selvmodsigelser. Sund retspraksis baserer sig på logik og evnen til at gennemskue usunde logiske fejlslutninger - dem, man hele tiden hører i medierne, i debatter og ud af munden på politikere.

Retorikken er 3. led i Trivium, der handler om spørgsmålet: hvordan. Altså hvordan formidler man det foregående og hvordan anvender man sit materiale, når det via logikken er ordnet på den rigtige måde?

Quadrivium er det, vi i dag kender som naturvidenskaberne. Det handler om tal, rum og tid. Rækkefølgen her er også vigtig. Matematikken var læren om tallene. Geometrien var læren om tallene i rummet. Musikken var læren om tallene i tiden. Astronomien var læren om tallene i rummet og tiden. Altså fra det enkle til det sammensatte.

Sammensat og andvendt er Trivium og Quadrivium det perfekte redskab til at tænke.

De preussiske officierer, der stillede spørgsmål om, hvorfor de skulle slå andre mennesker ihjel, var alle trænede i de klassiske ‘frie kunster’, altså Artes Liberales, Trivium og Quadrivium, det frie menneskes, ikke-slavens ret til uddannelse og selvstændig tænkning. Da de i deres fulde ret valgte at anvende deres lærdom, skabte de hermed - utilsigtet - grobund for et skolesystem, der har taget kvælertag på verden lige siden.

Dette system har aldrig lært folk AT tænke. Det har lært dem HVAD, de skulle tænke.

Taylor-Gatto, the Giant of pedagogical history

Hør den klogeste og mest vidende pædagog/historiker/filosof
- John Taylor Gatto, gøre rede for hele historikken og misèren.

torsdag den 8. september 2011

I kølvandet på 9/11

af morton_h, the blogger

Et memorandum ved slutningen af løgnens årti
Jeg husker, at der blev blæst op til hysterisk og - lad os bare sige det - falsk alarm ved Y2K. Alle medier skrev om det farlige årtusindskifte, hvor alle computersystemer og dermed vores civilisation potientielt var truet af undergang. Som en person, der arbejder i en IT-afdeling har jeg af specialister lært, at det værste, der egentlig kunne ske, var var noget, der svarede til et par liniers kode kaldet en 'millennium-bug', hvorved datering og visning af årstal blev forkert. Hvor svært kunne det være?

Og rigtigt er/var det jo, at computersystemer bygger på datering. Pointen var snarere, at når der manes til frygt og undergang, så er der folk, der rager til sig af magt og penge. Meget magt og mange penge.

Tricket er så gammelt som Fanden selv. 'Pas på, han kommer og ta'r jer! I må hellere søge ly, vi tilbyder jer sikkert ly.' Og i baggrunden hører man folkets ekko: 'Pas på, han kommer og ta'r os! Vi må hellere ...' Man kan også sige: så gammelt som kristendommen. For det var jo deres trick at 'male Fanden på væggen'.

Strategien set fra udråbernes position hedder: Problem-Reaktion-Løsning.

Problem:
Der kan opstå en naturkatastrofe. Den er vi (udråberne) ikke så gode til at håndtere, for vi har jo ikke forudset den. Derimod er vi gode til at håndtere en event, vi selv har planlagt, for den har vi jo - sådan set - forudset.
Reaktion:
Folket bliver bange. De reagerer som får og høns. De løber enten allesammen i samme retning og råber op. Eller også løber de i alle retninger og råber op. Måden, de råber op på, er den samme. De er nemme at narre (for os, udråberne), for de opfører sig ALTID på samme måde. Det har de gjort i mindst 2000 år. Når de bliver bange, bliver de også dumme. De bliver møre. De bliver tilgængelige og åbne for en løsning.
Løsning:
Vi (udråberne) tilbyder dem herefter beskyttelse. Men det koster tid, penge og offervilje, det lægger vi ikke skjul på. Nogle kommer til at dø. Det kan godt være, vi skal i krig. Det kræver ofre, for det gælder en højere sag. Men det har du jo allerede forstået ...

Det er sket før
I den tidlige middelalder kanaliserede europæiske monarker deres utilpassede og socialt ustabile horder i retning af en frygtelig fjende, der truede datidens civilisation - sagde de. Deltagelsen i korstogene ville betyde - sagde de - hæder og ære og frelse fra alt ondt. Fjenden var dengang (som i dag) - sagde de - sortsmuskede, turbanklædte, vantro hunde og hedninge, der angreb den Hellige Stad. Denne Hellige Stad havde deres forfædre i øvrigt smadret 1000 år tidligere, da de romerske kohorter og legioner brændte den af, stjal de lokales skrifter, smadrede deres Tempel og by og sendte samtlige lokale i 'diaspora', landsflygtighed. Dette var i øvrigt en hævnaktion for, at jøderne, et af de modigste folk i den antikke verden (eller stolte, desperate, dumdristige efter temperament), med egne hænder forinden havde smidt romerne ud. Ved deres tilbagevenden tog de, romerne, og senere de romersk-katolske (same-same, but different) deres Messias som simpelt og 'legitimt' krigsbytte og kaldte denne skikkelse for 'Jesus Kristus'. De lokales 'Messias' var sådan set bare: den person, der på et givet tidspunkt i folkets historie træder i karakter og hjælper folket ud af trange tider, og nu blev skikkelsen Jesus med hjælp fra Paulus og alle de andre ghostwriters og spindoktorer, som var ansat af romerne, udnævnt til den nye solgud, Kristus.

Romerne skabte kristendommen under kejser Augustus. Det var måske ikke den første, men definitivt den mest effektive designer-religion, der nogensinde har set dagens lys. Scenen blev sat. Lyset kæmpede mod mørket - sagde de. Hvem er ikke bange for mørket?  Ægypterne havde sådan set allerede opfundet hele terminologien, også dets astro-teologiske afsæt, men nu genopfandt og omdøbte de romerske bevidsthedsdesignere hele molevitten. Det blev introduceret som 'et mysterium'. Og mysterier kræver som bekendt, at man tror og afstår fra at vide.

Fra psykologien ved vi, at den traumatiserede person opretholder sit traume, sit mysterium, hele livet. Der indtræffer en identifikation, en 'forelskelse' i traumet. Det jødiske folks traume er et sådant, og kristendommen - 'jødedom light' - spinner videre på det. Både i det personlige og det kollektive traume er det organismen - kroppen eller samfundet - der reagerer. Reaktionen lagres fysisk i bevidstheden, og den bliver dér til evig tid. For en person er det muligvis først i selve dødsøjeblikket, at bevidstheden slipper dette traume, for traumer er meget vedholdende. Der findes forresten metoder til at løsne disse traumer, men de anses ikke som profitable, og ikke ret mange kender til dem.

Når traumatiserende events indtræffer, reagerer hele den fysisk-biologiske, psykiske, sociale og sjælelige enhed. Enheden har tre grundlæggende reaktionære tilstande, når den angribes. Enten stivner den (skildpadde, bæltedyr, pindsvin), eller også stikker den af (hare, antilope, mus) eller også går den - trængt op i en krog - til modangreb (kat, rotte, vildsvin). Altså depression, diversion eller aggression. På dansk: sammentrækning, flugt eller forsvar. Den modsatte, eller sunde tilstand, eller tilstanden, når vi ikke føler et angreb hedder: kærlighed, vækst, tillid, tryghed. Kroppens celler kender kun disse to tilstande. Det er en 'boolian', en enten-eller. Hvor frygt hersker, forsvinder tillid og kærlighed. Hvor tillid og kærlighed har fået plads, forsvinder frygt. Når det samlede antale celler, kaldet kroppen, oplevet stress og adrenalin-boost, dvs. begyndende trauma, lukker den ned for alle de sundhedsbevarende systemer. Hvem har brug for et immunforsvar eller et lymfesystem, når man er på flugt fra en tiger? Verden forandrede sig efter 9/11. Frygt hersker og tillid er forsvundet. Frygt åbner for kontrol. En stående vits om magtens syn på sagen: Tillid er godt, men kontrol er bedre.

Den naturlige reaktion på et potentielt traume, er at 'ryste det af sig'. Kroppen ryster. Men fordi vi ikke tillades at reagere naturligt, eller fordi vi har glemt, hvordan man gør, bliver vi 'rystede'. Vi tilbageholder og lagrer rystelsen til et mere belejligt tidspunkt, men dette tidspunkt indfinder sig ikke. En fugl, der lige er fløjet ind i en rude, som den ikke har set i farten, får et chok. Så sætter den sig på en gren og ryster. Når den har rystet det af sig, kan det flyve videre, nu med en erfaring rigere og uden mén. Dette er den naturlige selvhelbredelse. Hvis chokket ikke bliver rystet af, lagres den i organismen og nervesystemet. Den muskel, der sørger for det, er kroppens kamp- og flugtmuskel, som hedder psoas, og sidder et utilgængeligt sted mellem de fire nederste ryghvirvler, hoftebenet og lårknoglen. Den 'husker' hele livet, hvis ikke den får lov til at ryste det af.

Det er derfor, at samtaleterapi, som man kan sige meget godt om, ikke forløser traumer. Problemet er ikke psykologisk, det er neurologisk, fysisk. Det burde være helt overflødigt at sige, at medicinering heller ikke hjælper. Tværtimod. Det fastholder og cementer traumet ved at lægge et nyt traume ovenover. Den medicinerede stakkel skal først afgiftes og dernæst aftraumatiseres. Undervejs har vedkommende været med til at forgylde medicinalindustrien, og det skal man jo ikke kimse af.

9/11 - den uforløste rystelse
Bevidstheden ved det. Vi ved det inderst inde. Der er noget her, der er helt galt. Det har lagret sig i den kollektive bevidsthed og venter på et forløsende signal. Signalet udebliver. Vi har 'medicineret' os selv med alle former for valium. Også i pilleform. Valium har mange navne: spil, underholdning, alkohol og designerdrugs, social netværksflimmer, new-age pseudospiritalitet, fitness-masochisme, overspisning, selvynk og offerrolle, børsspekulation. Well, der kom jeg til at blande valium og kokain sammen. Men fællesnævneren for det opgejlende og neddyssende form for misbrug er: det, der fjerner os fra smerten ved at se os selv, løgnen og vores egen forlorenhed i øjnene. Det er alt, der er i stand til at udsætter traumets forløsning.

Tilstanden er i ekstrem grad psykopatisk. Løgn er en udsættelse af det forløsende signal - på ubestemt tid. Denne specifikke løgn, 9/11, har et omfang og en dimension, der sætter nye rekorder. Denne specifikke løgn er så omfattende og så gennemtrængende, at det er svært at tage hul på en afdækning. Det skyldes, at vi ALLE har været medvirkende til den udbredelse og fastholdelse ved at gentage den, igen og igen og igen, uimodsagt, underdanigt. Vi har gjort os til mundstykker for løgnen. Samidigt er alle, der har krævet, at man tog stilling til fakta og tvivl, blevet benævnt som fantaster, konspirationsteoretikere, landsforræddere (jf. Göhring), fjender for demokratiet, mod os fordi de ikke er med os, ukristelige, terrorister eller terrorist-sympatisører, paranoide, ... og meget, meget mere. Dæmoniseringen eller latterliggørelsen af alle kritikere og stillere af spørgmål har været massiv, uimodståelig. Og det har den været, fordi mennesker frivilligt stilller sig til rådighed for løgnen som tankepoliti. Hvis nogen i et selskab nævner emnet, bliver man kaldt for konspirationsteoretiker. I stedet for at tale om selve emnet, laver vi en 'ad hominem' mod budbringeren. På dansk: vi går efter manden og ikke efter bolden.

Manøvren er fej. 'Ad Hominem' er en af de klassiske logiske fejlslutninger, alså argumenter, der er uholdbare og selvmodsigende. 'Fordi du tillader dig at antyde, at nogen på højt plan har løjet og iværksat handlinger, der - uden at spørge folk om lov - har store og katastrofale konskenser for os alle, så tager du fejl. Alene derfor.' Underforstået: folk på højt plan, der er sat til at regere os, har en høj moral. Tanken om at folk på højt plan er der, NETOP fordi de har en ussel moral, er blevet forbudt. Men efter 9/11 har millioner af mennesker ladet sig hyre som tankepoliti. Der skete et overgreb, og nu gentager vi overgrebet mod hinanden uden skyggen af erkendelse af, at magt netop har en særlig tiltrækningskraft for denne verdens stjernepsykopater. De fleste af dem desværre med en IQ langt over gennemsnittet.

Fornægterne af 9/11 og dens mørke sider har indtil videre haft næsten frit spil. Hvis man studerer de internationale mediers ejer- og interesseforhold, bliver man klar over, hvordan dette omfattende spil har kunnet finde sted. Vores kollektivt traumatiserede sind har været disse mediers bedste ven, for vi nægter at tro, at en løgn kan være så gennemgribende, gennemtrængende, gennemtænkt.

I stedet for at møde og opleve traumet, laver vi de tre kinesiske aber: ikke se, ikke høre, ikke tale. Hvis vi bare et sekund ser, hører eller taler, falder vores verdensbillede sammen. Hvis denne løgn er virkelig, hvad kan vi så stole på? Så falder historien, så falder vores entusiastiske og til tider næsten erotisk opstemte voyeuristiske begloen af krig og myrderier i prime-time TV (og dermed godkendelse og deltagelse i myrderierne), så falder vores tro på autoriteterne, så falder vores retsfølelse, så falder vores respekt for institutionerne, så smuldrer vores højtbesungne folkestyre kaldet 'demokratiet' (eller rettere: den blinde tro på at det virker i sig selv, uden at vi rører en finger), så falder vores opfattelse af sort og hvidt, godt og ondt, civiliseret og uciviliseret. Så begynder vi pludselig at tænke selv. Tanken om at tænke er skræmmende. Tanken om, at mennesket har en fri vilje, som det frivilligt har afstået fra at udøve, er ultimativt skræmmende.

Vi lever i zonen for fri vilje. Mennesket har en fri vilje. Filosoffer i kølvandet på kristendommen har forsøgt at benægte dette faktum. På dette punkt har Nietsche ret: kristendommen er en slavefilosofi. Vi har frivilligt som kultur afgivet vores ret til fri vilje. Eller rettere iflg. filosoffen: fordi vi er slaver, har vi gjort en dyd ud af nødvendigheden og argumenteret for, hvor godt og retfærdigt det er, at være slaver. Hvor filosoffen tog fejl var, at han ikke identificerede designerne af slavefilosofien. Han sagde, at det var 'de kristne'. Men 'de kristne' fandtes ikke, før romerne skabte denne kristendom. Det var romerne, der skabte slavefilosofien, for det var romerne, der havde brug for et slavesamfund. Den enkelte kristne har efterfølgende blot gjort, hvad der forventedes. Kristendommen var romernes ultimative bud på 'Pax Romanorum', den romerske fred, hvor ingen gjorde oprør mod imperiet, og alle var villige slaver for skatteopkrævning. Hertil havde man brug for en pascifistisk Messias, en venden-den-anden-kind-til, en afmontering af den militante jødedom, der frygtløst bekæmpede imperiet med næb og kløer og sværd -  og martyrier. Det er dette sen-romerske slavesamfund version 2.0, vi lever i 2000 år senere. 9/11 er en del af et projekt for at løfte til version 3.0: det totale, globale slavesamfund.

Tårnene falder
Jakin og Boas er iflg. Kabballah - jødisk mystik - de to tårne eller søjler, der stod foran Salomons tempel. Disse to tårne faldt iflg. et arrangement, der blev udløst 9/11, 2001. Et meget mærkelig arrangement, men - må man medgive - et uhørt veltilrettelagt arrangement. Et arrangement af Göbbelske og Göhringske dimensioner. Som Hitler sagde det: hvis man skal lyve, skal man gøre det så stort, at løgnen er udenfor folks fatteevne. Hvis man vil forstå dette skuespil, må man konsultere de ultimatime eksperter i illusionens kunst på nations-niveau: nazisterne. Eller som Göhring sagde det: Folk er uhyre nemme at narre. Man skal bare fortælle dem, at de bliver angrebet. Så kan man få dem til hvadsomhelst, at gå i krig fx. Og sørger man blot for at lukke munden på alle kritikerne ved at udråbe dem som upatriotiske landsforræddere. Det er nemt nok, og det virker hver gang.

Manden vidste, hvad han talte om. Han vidste noget om Rigsdagsbranden i 1933, hvorefter tyskerne bragte Hitler til magten. At det rent faktisk var en hollandsk kommunist, der satte ild til Rigsdagen, er en anden historie.

9/11 var en rigsdagsbrand. Det var en Tomkinbugt. Amerikanerne har officielt indrømmet, at det var løgn, og at Vietnamkrigen startede på en løgn. Det var en Operation Northwood. Ikke hørt om? Den er også officielt indrømmet og dokumentet. Det bestod i planerne om at skyde amerikanske passagerfly ned for at få befolkningens retfærdige harme bag sig til en invasion af Cuba. Planen gik i vasken. Det var et Sarajevo-skud. Som Göhring sagde det: det virker hver gang.

Efter arrangementet går historikerne i gang. Når man læser om 1. verdenskrig, står der, at det hele bare var et skud i Sarajevo og at resten var en kæde af tilfældigheder. I det engelske imperiums - en af sejrherrene, der som bekendt skriver historien - historiebøger står der: One incident lead to another. Hvis man behersker fortiden behersker man nutiden. Hvis man behersker nutiden, styrer man fremtiden (Orwell). Men officielt var der ingen, der arrangerede noget, alt var tilfældigt, ingen kan retsforfølges. Når en løgn lagrer sig i det underbevidste på denne måde, kan vi være sikker på én ting: den vil gentage sig selv ved førstkommende lejlighed. Hvis en seriemorder er sluppet af sted med x-antal mord, lægger han det ikke på hylden, men venter på en ny lejlighed. For ingen opdagede ham. Det er et karaktertræk ved psykopat-forbryderen, at han tavst skriger på at blive opdaget, og hvis den ultimative grænse ikke sættes, så bliver barnet ved og ved ...

9/11 var en magisk handling, og meget sort.
Definér begrebet 'magi'. Magi er metoder til at påvirke og styre den usynlige verden, der påvirker og styrer den synlige.
Definér 'sort'. Sort er en beskrivelse af intentionen bag magien. Det er et 100% non-empatisk, kynisk gundlag for sort magisk praksis for egen vindings skyld på resten af menneskehedens bekostning - uden at denne menneskehed aner nogetsomhelst om, hvad der foregår. Al information er blevet 'okkultiseret', skjult for øjet.
Det har haft en enorm 'impact' på alt, der er sket efterfølgende. Ikke kun lokalt, men for hele Verden.

Disse mennesker tænker ikke som du og jeg, og derfor er det så svært at sætte sig ind i deres hoveder. At gøre rede for den okkult-magiske side af fx. nazisterne eller deres arvtagere, den siddende magtelite, fører for vidt her. Men det er ikke tilfældigt, at disse folk vælter om sig med symbolik fra det okkulte. Fx. kan man ikke gøre karriere som forretningsmand i City of London uden at være medlem af en eller anden loge, hvor man udover at mingle og networke også dyrker okkulte ritualer. For de fleste er det bare spejderlege, men for inderkredsen, et absolut fåtal placeret øverst i deres hierarkier, er det dybt alvorligt.

Jeg husker, hvordan jeg blev forarget over, at den tyske komponist Karlheinz Stockhausen sagde: 'Dette er Djævelens kunstværk'. Hvad bildte han sig ind? Hvor vovede han at jokke på ofrenes grav på denne måde. Et par år senere gik det op for mig, at han havde ret. Vi havde ikke seriøst spurgt os selv, hvad han egentlig mente. Så gik han hen og døde, så nu kan vi ikke spørge ham.

Stockhausen kendte sin egen kulturs historie. Han var gammel nok til at have oplevet nazisternes kult (nazipartiet var ikke et parti, det var en kult) neo-romerske imperium, han havde kigget ned i kælderen. Han havde noget at ha' den i, da han benævnte 9/11 'Djævelens kunstværk'. Som et spirituelt menneske vidste han, hvorfor han sagde, som han sagde. I parantes bemærket: han var det 20. århundres mest betydende partitur-komponist. Forargelse mod manden bestod egentlig i, at han tillod sig at kommentere og analysere hændelsen æstetisk, og at han brugte ordet 'kunstværk'.

Men det VAR jo et kunstigt værk. Hele historien stinker. Fra ende til anden. Man kan næsten ikke vende en ærlig sten i sagen, uden at der er fuld giftigt kryb. Det er lige fra PNAC (Project of the New American Century), rapporten fra neo-con-tænketanken, der 7 måneder forinden konstaterede, at der er 'brug' for et nyt Pearl Harbor, hvis USA skal opretholde sine omfattende krigsarrangementer overalt i Verden - for amerikanerne var dødtrætte af krige. Landet havde ikke bestilt andet siden 1956 end at overfalde nationer på alle kontinenter i frihedens og demokratietsd navn. Økonomien skrantede allerede på det tidspunkt, og finanskrisen i 2008 var forudset tilbage i 90'erne. Og dermed også det nært forestående kollaps af hele den amerikanske økonomi - og den europæiske, der er det næste projekt. Og det er allerede i fuld gang: se Irland, Island, Grækenland, Spanien, Portugal, Italien med Frankrig liggende i periferien. Stort set hele Sydeuropa, Husk forstudiet i Argentina. Det er selskabtømning 2.0 kaldet nationaltømning.

Hvornår kommer turen til Skandinavien? Well, Danmark bliver det første land, der ryger. Det skyldes foregående ministres ny-liberalistiske, keynesianske, friedmannske laissez-faire-kapitalisktiske og kort sagt: uansvarlige økonomiske politik. Fogh Rasmussen var en talentløs og umoralsk finansminister under Schlütter-regeringen og blev i øvrig grebet med underhylerne ned og fingrene i statskassen - det hedder også 'kreativ bogføring'. Manden er en notorisk vaneforbryder.

En anden grund til at vi ryger først er, at vi har svælget i vores velfærds-vellevneds-fucked-up-ness i et halvt århundrede. Vi har simpelhen fortjent det. Den seneste regering, der gik imod den strøm, var Nyrup-regeringen. Det siger jeg uden at have et gran af sympati for socialdemokratiet. Men manden skaffede rent faktisk Danmark en nationaløkonomisk fremgang, og beskrev rent faktisk de egentlige skurke i den internationale finansverden i sin bog: 'I grådighedens tid - Kapitalfonde og kasinoøkonomi.'. Det er sjældent at se en politiker, der siger hvad han gør, og gør, hvad han siger.

De manglende svar
Efter 9/11 kom der en stribe ynkelige rapporter, pseudo-redegørelser og manglende undersøgelser. De var de officielle svar på stribevis af presserende spørgsmå, og ingen af dem giver mening overhovedet.

Der er sagen om Bush-familiens tætte forbindelse med bin Laden-familien.
Der er luskeriet omkring forsikringssagen af bygningerne, det smeltede stål, der forsvinder fra gerningsstedet.
Der er de mange flyøvelser, der trækker luftvåbnet væk fra New York og som, sjovt nok, simulerer terroristangreb fra fjendtlige fly,
Der er Rumsfelds underlige stabsmøde samme morgen, hvor han fortæller hele den militære og politiske ledelse lige op i ansigtet, at der 'indenfor den nærmest fremtid' kommer en hændelse, der kan vende de faldende bevillinger til militæret. Han har i øvrigt samtidig en sag kørende om Pentagon, der ikke kan gøre rede for 1.3 trilliarder $ (trinnet efter milliarder). Sagen glemmes hurtigt - sådan ca. en time senere. Og mindsandten om han ikke på 10-årsdagen er kommet med en repetition af udtalelsen: Vi kommer til at opleve et nyt angreb, hvis ikke vi opretholder bevillingerne til militæret. Og det er sandelig ikke vores militærudgifter, der er med til at ødelægge landets økonomi...

Så er der hele fænomenet omkring bygningernes fald. Skyskrabere er bygget til at holde til ufatteligt meget. Ingen har nogensinde før i verdenshistorien set den slags stålkonstruktioner falde sammen på den måde. Ingen, med undtagelse af verdens førende eksperter i demolition, altså kontrolleret nedrivning.

Især sagen om Bygning 7 råber til himlen. Det var den kæmpebygning, der lige pludselig lagde sig ned på 7 sekunder, svarende frit fald uden modstand på nogen af de 40 etager - 9 timer efter faldet af de to tårne. Den officielle forklaring var en kontorbrand og en svag søjle! Nedrivnings- og sprængningseksperter, arkitekter og ingeniører fortæller i 1000-vis, at stålkonstruktioner af den type ALDRIG falder sammen på den måde med mindre, det er nøje planlagt og tilrettelagt måneder i forvejen. Det er uladsiggørligt.

Meget få mennesker har i øvrigt hørt om Bygning 7, for videooptagelserne blev stort set ikke vist i medierne. Ikke desto mindre kunne det engelse BBC berette om hændelsen. Problemet var bare, at deres indslag blev bragt 2 timer før, at hændelsen fandt sted! Efterfølgende fandt kemikere i en arbejdsgruppe, hvor bla. en dansk lektor i kemi, Niels Harrit sad, rester af et avanceret sprængstof i det pulveriserede materiale fra bygning 7. I modsætning til tårnene, hvor alt materiale skyndsomst var skaffet af vejen, var der tilfældigvis gemt materiale af Bygning 7 på et lager. Stoffet, som den internationale arbejdsgruppe fandt i ruinpulveret kaldes nanotermit, og er noget af det eneste, der kan smelte stål på få sekunder ved at udvikle meget høje temperaturer. Det kan hverken en kontorbrand, et flystyrt eller det brændstof, der driver flymotorer.

Men vi har aldrig set den slags før, vi har ingen visuelle referencer. Vi kan ikke gennemskue det. Vi kan kun måbe og frygte. Og det var netop, hvad vi alle sammen gjorde. Pointen i 'Djævelens Kunstværk' var, at frygten ramte så dybt, at hele verden uden at blinke købte den amerikanske præsidents doktrin om krigen mod terror og Al Qaeda. Næsten omgående blev krigen mod Afghanistan og Irak indledt med både det amerikanske folk og resten af Verden som villige deltagere. Begge krige handlede om udplyndring af landes ressourcer og destabilisering af strategiske områder.

Dette er den egentlige terror, statsterroren, der har givet sig selv lov til at blive benævnt 'godgørenhed'. Alt andet retorik om langskægget terror er irrelevant storskærms-flimmer. Al Qaeda - dette er ingen statshemmelighed,  alle oplysninger ligger frit tilgængelig på det amerikanske forsvarsministeriums omfattende website - er en organisation oprettet, financieret og brugt af CIA fra slutningen af 70'erne for at bekæmpe russerne i Afghanistan. Senere er de dukket op hver eneste gang, der har været brug for en ny intervention. De er det, man på amerikansk benævner som 'assets', ressourcer, personnel. De har bevæget sig rundt som ballademagere i hele den arabiske verden siden 70'erne, og befinder sig nu fx. i Libyen.

Men sagen er, at informationskrigerne udmærket er klar over, at sålænge disse tilgængelige facts udebliver fra medierne, så får det ingen betydning. Når medierne er så styrede og filtrerede, som de er i hele den vestlige verden - vi holder ellers af at bilde os selv ind, at vi har en fri presse - så vil der aldrig være tilstrækkelig mange mennesker, der opdager, hvad der foregår.

Mennesker er ufatteligt nemme at narre ifølge behavouristerne. Vi ønsker og kalder på bedraget, Men bivirkningen er efterfølgende en dyb uro og lurende angst i det kollektivt ubevidste. Storhjernen kan narres, men underbevidstheden registrerer alt. Den læser fx. kropssproget hos de mennesker, der ved, hvad der foregår og stiller sig op og lyver os alle op i ansigtet. Bush, Blair og Foghs kropssprog røber dem. Fogh var muligvis den sværeste at aflæse. Det kan enten skyldes, at han på det tidspunkt ikke var fuldt informeret, eller at han er en tand mere psykopatisk og hyperkontrolleret end de andre. Hvem ved? Psykopaten sidder nu som generalsekretær i en af verdens mest potente krigsmaskiner og er ikke bange for at bruge den.

Bush var den tydeligste, man får faktisk en smule ondt af ham. Han har fået at vide af Cheney og de andre, at nu skal han ud og sælge den her sag og fortælle historien om bin Laden og Al Qaeda. Ellers er han 'dispensable', you know what I mean. Du husker nok JFK, George.

Dick Cheney havde store aktier i den private aktør, Halliburton, der har tjent kassen-de-luxe på bla. Irakkrigen. De har tjent ligeså mange penge på krig, som Al Gore og hans venner har tjent på et andet af svindelnumrene i løgnens årti: at global opvarmning er DIN skyld, at CO2 er et giftstof, og at DU derfor skal betale store afgifter til dem. Krig er stille og roligt siden 2. Verdenskrig blevet privatiseret, og mastodont-firmaet Halliburton er en del af dette lukrative markedsfelt, som Eisenhower netop lige efter 2. verdenskrig benævnte 'det militær-industrielle kompleks'. USA har udliciteret de mest beskidte og besværlige dele af deres mange krige til den slags firmaer. Deres personel kan ikke stilles for en krigsret, for de er jo ikke medlemmer af den officielle amerikanske hær. Når der fx. sker tortur, og det slipper ud til offentligheden, bliver folk blot overflyttet til en anden afdeling, og svineriet fortsætter.

Selve sagen om bin Laden er grotesk i sig selv. Nu er han så officielt død - for niende gang! NBC lavede godtroende kort efter 9/11 en rapportage - den ligger på nettet ligesom alle andre oplysninger og kilder - hvor de sendte 4 af deres bedste rapportere ud for at undersøge, hvor bin Laden egentlig befandt sig 11 september, 2001. Det viste sig, at han befandt sig på et hospital i Pakistan, skarpt bevogtet af CIA. Han var dengang uhelbredeligt syg af en uhelbredelig sygdom, der bla. resulterede i nyresvigt og skulle i dialyse.

Han døde samme år af nyresvigt. Den krølle havde NBC dog ikke med dengang, men herefter ophørte rapporter med den vinkel. Pressen og TV-stationerne fik mundkurv på, og ingen turde længere grave i disse sager. Det kom til at gælde alle aspekter og facetter af 9/11. Ingen stillede spørgsmål, alle var lammede, der var nok at skrive om. Nye krige, korruptioner, interventioner, udplyndringer, attentater, iscenesatte terrorhandlinger i stil med 9/11 dukkede op de følgende år. 12/10 på Bali, 7/7 i London, 11/04 i Madrid, osv. Verden skal blive bange, og så kan de lære det!

En lille 'sjov' detalje: det var israelske sikkerhedsfirmaer, der stod for sikkerheden ved både World Trade Center, undergrunden i London og senest Fukushima-værket. Herefter må man konstatere, at 'Israelian security sucks!' Israelske sikkerhedsfirmaer rekrutterer i øvrigt de fleste af deres ansatte fra Mossad. Tilfældigt?

Men for at gøre bin Laden færdig, if you get my point ... så var det almindelig kendt blandt de velinformerede, at han døde i december 2001. En af dem var Hamid Gül, den tidligere leder af det pakistanske efterretningsvæsen. Han er en mand, der på samme vis som Hans Jørgen Bonnichsen, tidligere leder af FET, har taget bladet fra munden efter at være gået på pension. Den tidligere pakistanske præsident, Benazir Bhutto vidste det også og udtalte sig til en journalist om det. En uge efter blev hun skudt. Den tidligere amerikanske udenrigsminster Madeleine Albright lavede en fortalelse, hvor hun sagde, at Bush 'havde bin Laden død og frosset ned til senere brug'. Det var også den søde Madelaine, der udtalte i et TV-interview, at 'en million døde irakere, kvinder og børn inkluderet, var det hele værd!'

A poisonous creep

Der var simpelthen brug for historien om bin Laden, for ellers virkede hele svindelnummeret ikke. Når man først har fremsagt en løgn, så fanger bordet. Enten kryber man til korset og indrømmer det hele, eller også lyver man videre, og videre ... Selv de menige soldater i den amerikanske hær vidste, at man ikke rendte rundt i Afghanistan og ledte efter bin Laden. Der var simpelthen ingen aktiviteter eller missioner. Ingen blev udkommanderet. Hvordan skulle verdens mest eftersøgte mand i øvrigt kunne skjule sig for verdens mest effektive efterretningsvæsen? Hvis de ønsker det, kan de til enhver tid høre en loppe slå en fis i en kælderbygning hvorsomhelst i verden. Og hele affæren med hans iscenesatte død for nylig er så pinlig. Den bliver også omtalt i medierne på en påfaldende mat, træt og ligegyldig måde. Han er udskrevet af historien på samme måde som en karakter i en amerikansk sæbeopera. Det var man nødt til, for skuespilleren gad ikke indspille 50 nye afsnit.

Underbevidstheden er næsten helt fremme ved overfladen i disse underlige tider. Løgnen er blevet næsten transparent. Alligevel er der stadig kun et fåtal af mennesker, der synes at se det hele bare nogenlunde klart. Vi er åbenbart blevet afstumpede af at se for meget fjernsyn. Personligt har jeg afskaffet det, det giver mig kvalme. TV fornærmer min intelligens. De gør sig ikke engang umage længere for at få lort til at ligne lagkage. Deres shows er talentløse, trivielle. De gentager sig selv, det kører i ring, de onanerer med sig selv. Det er blevet et selvfodrende, selviscenesættende apparat af disinformation. De er en løve uden tænder. Den brøler lidt en gang imellem, så man tror, den vil bide. Og så bider den lidt i et pivedyr og lægger sig til at sove igen.

Bag de store dovne medieskærme, hos dem der forsyner medierne med råmateriale og spinn-information, arbejdes der på overtid. 3. Verdenskrig bliver ikke udkæmpet med konventionelle våben. Ikke nødvendigvis, det er kun et supplement. Den udkæmpes i informationslaget, på finansplanet, i kemien og fysikken, i den luft vi indånder og den føde, vi indtager. Men primært, vil jeg sige, i de fortællinger, vi får serveret. Og det bør ikke glemmes: som vi selv er med til at skabe!

Eller sagt på en anden måde: FØRST udkæmpes der en informationskrig, og derefter rykker tropperne ind. Næste gang Syrien, derefter Iran. Så Pakistan, og så er vejen åben til Kina. Eller er planen om, at Israel skal bombe Iran med stategiske atomvåben udsat, efter at Tyrkiet har fået nok af den sædvanlige israelske arrogance og ikke tillader overflyvning af tyrkisk område? Altså sagen om israelsk nedskydning af tyrkiske ubevæbnede aktivister, der bragte forsyninger med et skib til de isolerede palestinesere på Gaza-striben og den efterfølgende israelske vægring ved at give en anstændig undskyldning.

Vi har allesammen skabt dette djævelske kunstværk, der startede med nedrivning af højhuse og nu er ved at eskalere til en regulær verdenskrig. Det startede med, at vi allesammen slugte George Bush's konspirationsteori om langskæggede ørkenbanditter, der sad i en bjerghule med en computer og truede hele den vestlige verden. Vi meldte os alle ind i hæren af officielle konspationsteoretikere. Herefter gik det slag i slag ud af en streg. Som jøderne stakket som slagtekvæg i togvogne på vej til Auschwitz siger vi til os selv, at vi jo bare skal på ferie.

Hvis vi overlever det her, vil vi huske 00'erne som det hidtil giftigste årti i menneskehedens historie. Det var årtiet, hvor jeg begyndte at skamme mig over at tilhøre den menneskelige race og begyndte at se mig om efter en anden ... planet. Hvorefter jeg kom på bedre tanker og begyndte at tænke: måske er det dét, der skal til for at vække tilstrækkeligt mange medlemmer af den apatiske, sovende menneskehed, så de/vi opdager, hvor dybt vi er sunket.

lørdag den 3. september 2011

Demokratiet

af morton_h, the blogger

Hvad er et demokrati?
Definitionen siger folkestyre. En bedre definition burde være flertalsstyre. Flertallet bestemmer.

Men hvad nu hvis flertallet består af uvidende tumper, dovne, korrumperede, forædte kujoner? Så kan dette flertal samles som en lynch-hob, der i en kollektiv stemning af lavt selvværd har udset sig en udsat gruppe, der synes velegnet til at få skylden for at flertallet mistrives?


Det synes at være et af demokratiets problemer: flertalstyranni.

Et andet problem synes at være dets korrumpérbarhed. Folket kan bedrages, bestikkes, forføres og belyves. Giv dem brød, når de har brug for det, giv dem skuespil - masser af skuespil - når der er brug for det. Skræm livet af dem, giv dem en finanskrise, fortæl dem, at de er under beskydning, send dem i krig.

Eller pak dem ind i en dyne af medieforvirring. Folket sulter efter fortællinger, giv dem fortællinger. Giv dem godnathistorier, de elsker det. Dybt nede i deres underbevidsthed ved de godt, at det er løgn og latin altsammen, men de elsker det alligevel, de har lavet en pagt med hinanden og sig selv om ikke at sige noget. Don't mention the war! Verden vil bedrages, siger et gammelt ordsprog.

Vi er for tiden vidne til nogle meget omfattende skuespil, nogle globale storskærme, der bliver sat op for os. De viser os 24/7 designede og udtænkte virkeligheder i et gigantisk Laterna Magica. De største såkaldte demokratier i verden er for tiden hyperaktive på denne scene. Men de viser os også - for dem der stadig har øjne at se med, ører at hører med og hjerner, der er i stand til at tænke selv - at demokrati ikke længere er, hvad det giver sig ud for.

Vi skylder argumentationen at blive konkrete. Det mest toneangivende, trendsættende, forbilledlige - ifølge dem selv - demokrati: Amerikas Forenede Stater, USA, er ikke længere et demokrati. Og det er de ikke, selvom de fører den ene krig efter den anden overalt i Verden for - stadig ifølge dem selv - at forsvare dette såkaldte demokrati og bibringe det til denne verdens demokrati-underfrankerede undermålere.

I 'Guds eget land' findes der ikke længere folkestyre. Og hvad værre er: republikken er død. 'Res Publica' er 'folkets sag'. Det er den institution, der er udtænkt for at sikre, at demokratiet = flertalsstyret ikke begår overgreb på mindretallet og individet. Det er folkestyrets bedre halvdel. Skulle nogen være i tvivl om, at det forholder sig sådan, vil jeg opfordre kraftigt til at studere USA og dets institutioners forfald. Hvis man tør, for det er skræmmende og desillusionerende viden, der kommer frem.

Hvorfor tale om USA og demokrati? Simpelthen fordi, vi alle er amerikanere. Simpelthen fordi hele verden har set op til dette land, der lovede godt, men gik så grueligt galt. Simpelthen fordi, vi i meget lang tid har rendt i røven på denne nation, fulgt dens bud og impulser, overtaget dens kultur, set dens film, købt dens produkter, kopieret dens slogans, beundret dets præsidenter, spist deres burgere, kopieret deres neuroser, investeret i deres dollars, købt deres kampfly, nedsænket os i Hollywood, lært os deres smartsprog med ekstra kraftig kartoffelrulning, meldt os under fanerne i deres krige, indtaget deres mytologi intravenøst ... kort sagt: i et og alt identificeret os med dem.

USA har angivet tonen i Verden siden 2. verdenskrig. Og hvad er denne nation i dag? Hvordan er dens karakter trådt ind? USA er i dag et totalitært, fascistisk regime. Som Hitlers tyskland, Mussolinis Italien, Francos Spanien, Stalins Sovjet, Mao's Kina er der en total sammensmeltning af stat og virksomheder. Republikkens garant mod den uhæmmede, grænseløse udnyttelse af individer, borgeren, folket er udraderet i disse regimer. I 30'erne slugte staten virksomhederne. I dag har virksomhederne slugt staten. Resultatet er det samme, bare mere sofistikeret.

Mussolini frabad sig at blive kaldt 'fascist'. Han ønskede at blive kaldt 'syndikalist'. So be it. Syndikaterne = den samlede virksomheds-struktur = korporatismen er et ligeså dækkende navn for det, vi i dag ser i USA: det købte og korrumperede demokrati. På overfladen er det et demokrati = skuespil for folket. På bagsiden er det et oligarki, et sofistikeret fascistisk diktatur, et kleptokrati, et sen-romersk slavesamfund, et militær-industrielt-kompleks, en form for statsmonopoliseret gangstervælde. Ondt barn har mange navne.

I hele den vestlige verden ses den samme dekadence. Den Europæisk Union er gjort af samme stof. USA var eksperimentet, Europa er virkeliggørelsen, Verden er den våde drøm om det totale herredømme. Og Rom blev som bekendt ikke bygget på en dag.

Demokratiets store achilleshæl er, at det er korrumperbart, manipulerbart og forførbart. 'Demos', folket kan styres 'kratos'. Manden der undfangede den demokratiske tanke, Solon, filosoffen Platon's lærer, havde noget ganske andet i tankerne. Demokrati betød for ham: 'folket styrer for folket'. Ikke som i dag: eliten styrer for eliten via folket vha. illusoriske storskærme, så folket tror, at det selv har noget at skulle ha' sagt. I oldgræsk terminologi: oligarki (de 'bedste', aristokratiet, eliten styrer). Man kunne også kalde det illusorisk demokrati.

Platon havde ikke den store tiltro til demokratiet. Han havde set, hvordan denne lynch-hob havde dømt hans lærer Sokrates til døden. Det var en 'demokratisk' beslutning. I hans afhandling 'Staten' beskriver han den ideelle leder som den oplyste, 'filosofiske' konge. En slags 'oplyst enevælde'. Først skal man lære at styre den indre stat, så kan man styre den ydre. Levebrødspolitikere duer ikke, de bør tillades at bruge halvdelen af deres liv på politik for ikke at blive korrumperet af magt. For det sker uundgåeligt.

Manden fik ret 2.380 år senere, hvor det højt besungne demokrati er sunket ned til et absolut nulpunkt.

Det kaldes 'det repræsentative demokrati'. Som dumme, dovne, besnærede eller bare naive borgere sætter vi et kryds på en stemmeseddel og mener, at den hellige grav er vel forvaret. Vi mener herefter, at en person, der lever af at bedrive politik, og som er afhængig af at blive genvalgt 4 år senere, har det fulde overblik og fremsyn til at træffe beslutninger, der gavner både os og vore børn. Vi aner ikke, eller ønsker ikke at vide, at denne person er ligeså dum, doven, besnæret eller bare naiv som os selv. Og at det bliver værre dag-for-dag efter valget. Vi har de politikere, vi fortjener - de er et spejl og en projektion af os selv. Vi råber på at blive bedraget.

Et hovedproblem med disse folkevalgte er, at de har en horisont på max 4 år. Altså frem til deres næste genvalg. Et andet problem er, at de villigt eller nødtvungent lader sig fodre af lobbyister, embedsmænd og medier, der filtrerer og tilrettelægger al viden og alle grundlag for beslutninger. Et endnu større problem er, at disse medier, lobbyister og embedsmænd selv har deres viden fra det store vidensfiltrer. Medierne og journalisterne bliver fodret af de virksomhedsejede nyhedsbureauer. Hvis man spørger sig for hos videnskaben, spørger man en tilfældig person i en fragmenteret videnstruktur. Videnskabsfolk taler ikke med andre videnskabsfolk. De ægte eksperter siger fra, og dem der udtaler sig ved ikke nok - de vil bare gerne i medierne og ses. Egentlig vil de bare gerne have lidt kærlighed og anerkendelse. Medier og politikere har gennem årene udviklet en uhellig alliance, hvor de 'går i seng med hinanden'. Det er gensidig parasitvirksomhed med medierne som den 4. instans i staten.

Nyheder defineres udfra slagkraft og salgbarhed. Det tvinger politikere til at ytre sig afstumpet. Medierne leverer i dag ikke længere varen, men har i stor udstrækning svigtet deres pligt til at forfølge sandheden, hvorved de i stigende grad mister troværdighed. Det er et kæmpe problem for det, der er tilbage af demokratiet. Folk har udviklet en blanding af ugebladsfacination og lede ved politikere og politik i takt med disneyficeringen af den politiske 'arena', i særdeleshed i de visuelle medier, hvor det spektakulære senromerske skuespil foregår. Vi er daglig vidne til menneskeofring for underholdningens skyld i det elektroniske Colloseum.


Demokratiet er blevet et bordel. Nogle har ladet sig ansætte, resten er blevet kunder i etablissementet. Vi bærer alle ansvaret, også selvom vi fraskriver os det: det er nogens skyld, det er de andres skyld. Sofavælgere en én sag. Hvad meget værre er det omfattende apati, der hersker i tilskuer-demokratiet. Det højeste, vi kan mande os op til, er en gang imellem at heppe på dem, der bliver flået af løverne. Eller måske på løverne. Eller på vores yndlingsgladiatorer, der er i gang med at smadre et eller andet 'ondt' regime ude i den del af verden, hvor vi aldrig har sat vores ben, hvis folk eller hvis ledere vi intet kender til. På storskærmene fremgår det, at det er 'humanitære' krige, og at det er for de lokale staklers eget bedste, at vi kommer og smadrer deres infrastruktur, bomber deres byer og hjælper dem bagefter med at administrere deres naturressourcer, som de er for umodne til selv at tage vare på. Det fremgår også at onde mænd med langt skæg og Kalashnikov'er i ørkener og bjerghuler truer vores samfund og vores demokrati, som de i øvrigt bare er misundelige på. Krig bliver solgt som et forsvar for og udbredelse af demokratiet, mens det bag skærmene er regulær plyndring og nedslagtning.

Dette omfattende misbrug minder i ganske uhyggelig grad om den rolle, kristendommen har spillet. Det var den storskærm, som det romerske imperium, senere den romersk-katolske kirke holdt op for folk for at passivisere dem. Pax Romanorum hed det. Det var med korset i hånden, at missionærerne banede vejen for udplyndringen af verdens folk. Lige bag dem kom soldaterne i rustninger og skibene, der fyldte deres lastrum op. Så kom skriverne/bureaukrater og optegnede og opregnede. I dag synger mediemissionærerne salmer om demokrati før der sendes kamphelikoptere, hvorefter olieselskaberne ankommer. I begge tilfælde fortælles folket, at det er for deres egen skyld.

Det er blevet meget svært at kende forskel på det afdankede demokrati og det sofistikerede tyranni i dag. Det er også svært at kende forskel på de feudale samfund, hvor kongerne og kirken bestemte alt og det 21. århundredes udhulede demokratier, hvor koncernerne og korrupte kongresfolk gør det samme. Der er ved at danne sig billedet af et ny-feudalt verdenssamfund, hvor den nye verdensordens elektron-genetiske slaver befolker den globale landsby.

Filosoffen Solon, demokratiets fader, vender sig i sin grav og ser op mod stjernehimlen.